Crazy times i politik

Jeg tror at vi alle forfærdes over Donald Trumps ageren i disse døgn. Hans nedladenhed overfor kvinder fik en tak til forleden, da han udtalte sig om sin meget direkte teknik, når han som kendis ville i nærkontakt med det modsatte køn. Nu tegner det til at dette var en tak for meget. Han er – formentlig afgørende - bagud og Hillary står til at vinde over, hvad jeg ærlig må sige, en af de største fjolser jeg har set i politik. 

Men er vanviddet – det store som det små – kommet for at blive i politik? Denne ekstreme symbolpolitiske adfærd, som oftest helt løsrevet fra fakta og den rigtige verdens rigtige – men måske lidt trivielle, kedelige men bestemt ikke enkle – udfordringer, lover gode tider og nye løsninger med et fingerknips til plagede vælgere. Løsninger som kun sjældent materialiserer sig i praksis. 

Lad os kigge på Danmark. 

Vi spørger tit os selv hvorfor de såkaldt gamle partier – S, V, RV, K – klarer sig stadigt dårligere i de seneste årtier? Der er tale om partier, som har rod i en gammel verden hvor fakta og viden betød indflydelse, hvor selve det at klare sig med viden på Christiansborg er et fuldtidsjob og hvor medier og vælgere ikke er førsteprioritet i form af konstant kommunikation via Facebook, Twitter og hvad har vi. Alle politikere bruger selvfølgelig i dag disse medier, men nogle nye partier har indført en trang til at gøre selve dialogen med vælgerne vigtigere end arbejdet på Christiansborg. I dag live-streamede Alternativet således for første gang fra deres gruppemøde. 

Men at vælgerne i disse år omfavner de ekstreme partier skyldes måske mere end blot de gamle partiers omfattende men kedelige og ofte saglige (se blot 2025-planen) tilgang til kongerigets udfordringer? Det som Løkke beskriver som om at han er en ti-kæmper oppe imod enkeltdisciplin-specialister, underforstået enkelsagspartier, boligskat, topskat, udlændinge osv. 

Måske konstaterer vælgerne nøgternt, at de gamle partier bare ikke kan løse opgaven? 

Tre eksempler. 

For det første: klimaet. Personlig er jeg skræmt fra vid og sans over klimaets groteske udvikling og plantens kommende endeligt, fordi vi mennesker kun tænker kortsigtet (dér kan man da tale om en regning efterladt i børneværelset). Og jeg tror ikke at jeg er alene. Mange er bekymrede, og ingen vil rigtig snakke om det, og bladrer hurtigt forbi avisernes dommedagsartikler. Mens knuden i maven vokser. I Venstre-regeringen bliver ministre mobbet, hvis de taler for at klimaet bør indgå i politikken. Og i Socialdemokratiet har man for længst opgivet at gøre noget for klimaet ligeså. Hvor går vælgerne hen? Alternativet, SF og EL. 

For det andet: EU og udlændingesagen. EU har ikke klaret det, og Venstre og Socialdemokraterne har i takt med EU’s uformåen talt mindre og mindre om EU, herunder mindre om de utrolige muligheder, der for et lille land kommer sejlende ud af unionen. Frihandel, straf for at bringe hindringer i vejen for danske eksportører, finansieringsmuligheder bredt i Europa, minimumskrav på madvarer, nej til statsstøtte osv., alle ting vi tager for givet. Indlysende flygter vælgerne til de EU-skeptiske partier, når V og S ikke forsvarer det som sker, og ikke forklarer det som ikke sker. Vælgerne reagerer rationelt i forhold til det de ser og hører. De flygter til partier som undsiger EU, som har snuptagsløsninger på alverdens problemer. Det aktuelle stjerneeksempel (nye kommer hele tiden til) er flygtninge/migranter og terror. EU har faktisk gjort noget med indgåelsen af Tyrkiet-aftalen, men for sent og ikke nok. Det vælter stadig ind over grænserne i Sydeuropa.

Endelig, for det tredje: Velfærden. Det er meget enkelt. De som ligger i bunden af vores samfund har fået flest tæsk gennem de seneste årtier. Og de velstillede har fået mere af kagen. Kontanthjælpsmodtagere, ledige, ja alle på overførsler har fået tæsk gennem skiftende regeringers trang til at gå reformamok. Vi økonomer (ja, også i Kraka) mener jo, at flere skal tvinges ud på arbejdsmarkedet gennem reformer der gør livet surt. Og det er de blevet. Udbudsøkonomi hedder det. Men den politiske reaktion er ikke udeblevet. 

Politisk kan det ikke undre, hvis samme vælgere syntes at afstanden mellem deres liv og middelklassens er blevet en kende større. Og hvordan reagerer sådanne vælgere? Tja, det var Thorning, der med Frederiksens hjælp, gik reformamok. Løkke gjorde det før hende. Og for at skære det ud i pap skal man blot spørge hvem der i denne tid stemmer på og klapper taktfast af Donald Trump? Det gør de hvide amerikanere hvis andel af kagen er blevet drastisk beskåret over de seneste årtier. 

Statsministeren sprutter og raser i tiden over urimeligheden i at enkeltsagspartierne vinder frem. Og Socialdemokraterne kigger mildt sagt langt efter en ’Mette Frederiksen-effekt’ og forsøger nu desperat, som en legesyg kat, at gnide sig op af Dansk Folkeparti, som ikke ulig Trump har de plagedes vælgeres øjne og ører. 

Men sandheden er, at det bedste bolværk for Løkke og Frederiksen mod denne verdens Trump, Thulesen Dahl, Samuelsen, Uffe Elbæk og Skipper – og det kaos der ofte følger med dem – er en opløsning af den politiske impotens og en tilvejebringelse af en reel og seriøs produktion af løsninger i forhold til de problemer, som optager de folk. 

Vel og mærket den gruppe af vælgere, som kun sjældent ytrer sig….nyd dagen Danmark…