Ghettoernes negative effekter overvurderes

Indlægget er bragt på www.altinget.dk den 27 februar 2017

Siden 2009 har ”ghettolisten” oplistet en række særligt udsatte boligområder. Pr. 1. december 2016 indeholdt listen 25 boligområder, der var kendetegnet ved at beboerne havde en forholdsvis lav tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, lave indkomster, lavt uddannelsesniveau, høj kriminalitet og høj andel af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i området.

Men kan man deraf konkludere, at ghettoer er dårlige for beboerne?

I 2013 var 22 pct. af beboere i ghettoerne kontanthjælpsmodtagere, sammenlignet med 4 pct. af befolkning uden for almene boligområder. Den gennemsnitlige erhvervsindkomst for de erhvervsaktive var knap 174.000 kr. om året i ghettoerne, mod over 225.000 kr. i resten af almene boligområder og over 325.000 kr. i øvrige boligområder. Beboerne i ghettoerne var samtidig i gennemsnit tre år yngre end beboerne uden for almene boligområder, men havde alligevel flere indlæggelsesdage.

Det er således åbenbart, at beboere i ghettoerne klarer sig dårligere end beboere i andre områder. Det er ikke overraskende, at beboerne ud fra mange kriterier klarer sig dårligere – det ligger i selve definitionen af ghettoområderne. Og når det fx kommer til sundhedstilstanden kan det være en direkte følge af, eller årsag til, beboernes øvrige udfordringer.

Det ligger snublende nært at konkludere, at problemerne kan løses ved at reducere antallet af beboere i ghettoerne. Det er imidlertid ikke nødvendigvis korrekt, for de rene tal fortæller ikke, om beboernes problemer skyldes området og fx uheldige netværkseffekter. Eller om beboerne ville klare sig lige dårligt uanset, hvor det bor.

Det er en høj grad af selvselektion i, hvem vælger at flytte ind i ghettoerne. Således kan en langvarigt arbejdsløs eksempelvis vælge at bo i en ghetto, da huslejen simpelthen er lavere. Dette betyder dog ikke, at området har gjort personen til en langvarigt arbejdsløs: Personen var måske svagere i forvejen pga. lav uddannelse eller et langt sygdomsforløb.

Derfor må resultaterne fra rent deskriptive analyser, der viser, at beboerne i ghettoerne klarer sig dårligt, ikke overfortolkes som effekterne af at bo i ghetto.

En række internationale og danske forskningsstudier adskiller selvselektionen ind i områderne fra områdernes påvirkning af beboerne: Skandinaviske forskere finder, at de svageste flygtninge selv vælger at bo i områder med stor koncentration af indvandrere. Det er altså ikke området, der i sig selv påvirker flygtningene negativt.

Dansk forskning viser, at flygtninge placeret i de udsatte områder ikke generelt klarer sig værre end flygtninge placeret i andre områder. Men hvis andre ikke-vestlige beboere i området har forholdsvis høj beskæftigelsesgrad, indkomst og uddannelsesniveau, så præsterer flygtninge placeret i dette område sig bedre end i andre ghettoer.

Amerikanske undersøgelser finder, at børn kan have gavn af at fraflytte ghettoer, især hvis fraflytning sker tidligt. På kort sigt kan omplacering af børn og unge dog resultere i forringede faglige præstationer i skolen. De amerikanske undersøgelser finder imidlertid hverken, at ghettoerne påvirker voksnes præstationer positivt eller negativt.

Samtidig har international og dansk forskning vist, at bosættelse i ghettoerne fx kan medføre øget risiko for at personerne begår kriminalitet eller får en livsstilsygdom. Ghettoen kan således også i sig selv påvirke personen fx via det sociale netværk.

Alt i alt kan man således ikke frikende ghettoerne – de påvirker ofte beboerne negativt. Men resultatet er blandet, og i gode ghettoer kan effekten være positiv. Og hvis man blot ser på de rå tal uden at adskille områdeeffekt fra selvselektion, så kommer man til at overvurdere potentialet for at forbedre beboernes situation ved at få dem ud af ghettoerne.