Der er ikke penge til det hele

Midt i en krisetid med politiske diskussioner, der enten handler om at skære i velfærden eller er en konstant kritik mellem de politiske blokke om, hvem der vil have 0,8 procent vækst i den offentlige sektor frem for 0 procent, kan mange vælgere let henfalde til ønsket om en samfundsdebat, der løfter sig en anelse mere. Ved middagsbordene i det ganske land kritiseres landets folkevalgte for at mangle visioner for fremtiden. For længst er debatten om velfærdssamfundets næste fase opgivet, fordi der ikke er nogen, som melder sig med ideer. Måske har vi økonomer en del af skylden? Så snarten politiker eller en samfundsdebattør forsøger sig med en ny tanke, skal vi nok skyde den ned, fordi den enten koster for meget eller på anden vis ikkelige passer ind i velfærdssamfundets kendte strukturer.

Men måske er et lille lys tændt i mørket for politikerne. KAB’s administrerende direktør, Jesper Nygaard, har skrevet et debatoplæg – ’Det social enzym’. Med udgangspunkt i sit lange liv i den almennyttige boligsektor har Jesper tænkt tanker om, hvordan civilsamfundet mere aktivt – sammen med den offentlige og den private sektor – kan skabe et samspil, der kan bringe vores samfund videre. Ud over at kravene til service i fremtiden ligner noget, der kun imindre omfang kan finansieres over de traditionelle skattemidler, kommer Jesper med den her:»Det er da et kæmpe dilemma, at de, som bidrager, ikke er glade, og de, der modtager, ofte heller ikke er det. Og når krydspresset mellem skat og service i de kommende år bliver større, så bliver denne problemstilling endnu større. Vi skal tilbage til en situation, hvor de, som bidrager, er stolte af det. Og de, som modtager, er glade for det og i et langt større omfang end i dag yder noget andet til gengæld«.

Det er ikke hattedamesolidariteten, Jesper vil have tilbage, men et krav om, at de institutioner – offentlige som private – som vi har bygget samfundet op omkring, går ind og tager et mere menneskeligt ansvar. Som hans eget almene boligområde, hvor man i diverse sammenhænge ikke alene lejer boliger ud, men også hjælper trængte beboere med gældsrådgivning og i det hele tager viser en menneskelighed over for hinanden, som velfærdssamfundet for længst har sagt farvel til. Og i eksempelvis sportsforeninger hjælper frivillige i dag til på plejehjem og hospitaler og skaber derved muligheder, som er anderledes end de kendte ordninger og offentlige myndigheder. ’Frivillige’ er nu engang noget andet end ’kommunen’. I den private sektor har virksomheder for længst set værdien af såkaldte CSR-aktiviteter, hvor de viser sig fra den sociale vinkel, selv om de måtte producere nok så giftige kemikalier.

»Det er helt afgørende, at mange af vore sociale problemer i dag netop er ’sociale’. Kan vi skabe mere kontakt imellem os, kan vi gøre noget for vores samfunds problemer, som flere penge til kontanthjælp ikke kan gøre«. Jesper Nygaards tanker er ikke færdiggjorte. De er højst en start inden for især hans eget gebet, boligsektoren. Politikerne kan ikke sætte embedsmænd til at skrive lovforslag på baggrund af hans oplæg, de skal selv tænke videre, hvad der som vanlig kan stoppe dem. Og faren for, at det hele bliver skudt ned af økonomer som enten meget dyrt eller meget uklart, er betydelig.

Men for en statsminister, der hidtil ikke helt har kunnet præsentere befolkningen for en klar retning, som hun mener, at samfundet skal bevæge sig i, kan oplægget kun være en gave. Tænk, om hun tvang dem omkring sig til at komme med konkrete forslag til en mere organiseret inddragelse af civilsamfundet i vores kendte strukturer, så vi måske begyndte at tale lidt med hinanden igen?

Tænk, om statsministeren fik skabt en bølge, som ad åre kunne give mere sammenhængskraft i kongeriget og dermed større tolerance og politisk manøvrerum? Eller for en oppositionsleder, som senest gerne vil være barsk og stå for de nødvendige reformer (nedskæringer) i den offentlige sektor for at sikre velfærden langsigtet, kunne dette oplæg være en sjælden inspirationskilde. Der er uudnyttede ressourcer i en systematisk inddragelse af civilsamfundet, der er tilfredsstillelse for dem, der bidrager, og der er livskvalitet for demaf os, som modtager hjælpen – og formentlig sparede offentlige udgifter. Næste folketingsvalg kommer til at handle om, hvordan Danmark kommer videre i en verden, hvor der ikke er penge til det hele.

Jesper Nygaards ’sociale enzym’ er ikke rødt eller blåt. Det er visionært. Spørgsmålet er derfor, hvilken toppolitiker der er klog nok til at tage det til sig?