Leger lige børn bedst?

Debatindlægget er udarbejdet på baggrund af notatet "Sidekammeratseffekter for flygtningebørn", der kan findes her.

I Kraka har vi analyseret børnene i de flygtningefamilier, der blev boligplaceret i de danske kommuner i 1986-1998. Dengang blev flygtningene placerede på tværs af kommunerne på baggrund af begrænsede oplysningerne om deres oprindelse, alder, køn og familiestørrelse.

Nuvel, data er noget bedagede, men analytisk betyder den næsten tilfældige fordeling, at man kan være mere sikker på, hvordan tingene hænger sammen:

Placeringspolitikken betød, at fx flygtninge med bedre socioøkonomisk baggrund ikke kunne vælge at søge væk fra belastede områder. Havde de gjort det, ville de svageste blandt nytilkomne flygtningefamilier være mere koncentreret i belastede områder. Og så ville man ikke kunne være sikker på, om årsagen til den svage repræsentation i gymnasierne skyldtes områdets påvirkning, eller at familierne i forvejen var svage. Den ”tilfældige” placering betyder, at man kan være mere sikker på områdets betydning.

Analysen viser, at ti pct. flere indvandrerbørn med samme etnicitet i kommunen medfører én pct. lavere chance for, at et flygtningebarn vælger gymnasiet. Og ti pct. flere indvandrerbørn med anden etnicitet i kommunen betyder fem pct. lavere chance for, at flygtningebarnet forsætter i gymnasiet.

Tidligere dansk forskning har påvist, at området ikke kun påvirker unge flygtninges uddannelsesvalg. Fx bliver unge flygtninge mere kriminelle, hvis de bliver placeret i kommuner med en høj andel ungdomskriminelle. Effekten er især stor, hvis de ungdomskriminelle har den samme etniske baggrund som flygtningen selv.

Der kan være flere årsag til, hvorfor unge flygtninge i mindre grad vælger at forsætte på gymnasiet efter folkeskolen, når de omgås andre indvandrerbørn. Disse kan fx skyldes rollemodeller, hvor unge flygtninges uddannelsesvalg bliver påvirket af deres sidekammeraters beslutning om at forsætte på gymnasiet efter skolen. En stor koncentration af indvandrerbørn kan også medføre dårligere disciplin og vidensdeling i klassen, som bliver negativt afspejlet i børnenes uddannelsesmæssige præstation.

Sådanne afsmittende effekter betyder, at flygtningebørnenes muligheder for at realisere deres potentiale afhænger af hvilket område, de er blevet boligplaceret i. Dette har en betydning for deres videre succes i uddannelsessystemet, og bagefter i arbejdslivet.

Boligplaceringspolitikken forsørger at opnå en jævn geografisk fordeling af ikke-vestlige indvandrere på tværs af Danmark. Men der opstår alligevel geografiske forskelle i koncentrationen af indvandrere, da flygtningene efter de første tre år kan flytte frit.

Tidligere dansk forskning har vist, at voksne flygtninge klarer sig bedre i beskæftigelse, hvis de bor tæt på andre indvandrere, der selv har en god socioøkonomisk baggrund eller et job. Så yderligere begrænsninger i flygtningenes flyttemuligheder er ikke den oplagte løsning.

Et alternativ kan være at en målrettet indsats mod negative netværkseffekter i områder med en høj indvandrerkoncentration.  Dette kan være særlige indsatser, såsom fritidsaktiviteter eller ekstraundervisning afhængigt af, hvad behovet er i hver enkelte kommune og ikke mindst i det enkelte område. Og det bør overvejes, om den kommunale udligning bør justeres yderligere.

I de kommende år skal vi sikre, at en stor gruppe flygtningebørn vokser op og bidrager mest muligt til samfundet. Det kan være en nærliggende tanke at reducere de negative områdeeffekter ved at udtynde indvandrerandelen i de belastede områder. Men det vil dels være ganske indgribende, hvis flygtninge ikke kan flytte frit. Dels er det ikke sikkert, at der vil være en samlet gevinst herved. Derfor må man kigge i værktøjskassen efter de måske mere uhåndgribelige tiltag som målrettede indsatser.