Bliver Mette Frederiksen slidt op?

DET STORE FALD fra dagpenge til kontanthjælp, som følge af forkortelsen af dagpengeperioden fra fire til to år, er den hidtil største pind til regeringens kiste. Simpelthen fordi den bare bliver ved og ved.Sagen må og skal landes - men hvordan? Der er kun to muligheder:

Enten går man baglæns på det allerede besluttede, eller også holder man op med at tale om det og holder derved op med at skabe forventninger hos de ledige om, at kavaleriet kommer i sidste øjeblik. Begge muligheder er lige håbløse. Hovedproblemet er ikke, at dagpengeperioden forkortes. Hovedproblemet er, at det sker i en periode med utryghed og krisestemning.

I foråret 2011 talte jeg med Lars Løkke, lige inden han indgik ' Tilbagetrækningsaftalen' med Margrethe Vestager. Jeg var ikke den store optimist på vegne af den daværende statsministers muligheder for rent faktisk at ' lande' Vestager. Min analyse var dengang, at det ville smadre den røde blok totalt, som på tidspunktet jo kæmpede hårdt for at stå sammen som et alternativ til VK-regeringen.Vestager indgik som bekendt aftalen i forlængelse af aftalen fra 2010 om at forkorte dagpengeperioden.Dermed startede den berømte linedans, hvor de radikale støttede Thorning-Schmidt som statsminister, samtidig med at de støttede Løkkes økonomiske politik.

Det bizarre budskab fløj overraskende fint i folkehavet.De radikale gik frem ved valget, og jeg måtte æde min forudsigelse om, at den røde blok ville blive kvast, i mig. Men måske jeg var for hurtig til at konstatere mit nederlag? Imens forringelsen af efterlønnen har æltet regeringen ind i en em af svaghed og af ikke at være herre i eget hus, er aftalen om at forkorte dagpengeperioden nærmest ved at udvikle sig til et politisk banesår for Frederiksen og kompagni. SF er direkte modstandere af politikken og styrtbløder fortsat til Enhedslisten.

SOCIALDEMOKRATERNE kan formentlig se den langsigtede fornuft i at bringe dagpengeperioden ned, men at gøre det nu - midt i det, Thorning-Schmidt under valgkampen beskrev som en stor økonomisk krise - er politisk plim. At Løkke ikke fik splittet den røde blok ved vedtagelsen af sine aftaler med Vestager er evident. Men at han nu kan iagttage den stadige hurtigere opløsning af regeringsblokken i kølvandet på de aftaler, han indgik, er lige så evident.Siden statsministeren frisk annoncerede, at der nu var indgået en aftale om akutjob, som ville løse problemet med alle dem, som nu falder ud af dagpengesystemet, har mange økonomer taget fejl. Regeringen udsendte i sidste uge et voldsomt opjusteret skøn for dem, som falder igennem, og i går gik vismændene ligeså bodsgang og flashede endnu engang deres fornuftige forslag om at ændre dagpengeperioden i takt med konjunkturerne.

I KRAKA ER vi ligeså ved at studere situationens fakta. Bl. a. overrasker det, at der ikke er den ' sidsteøjebliksindsats' fra de lediges side, som er tæt på at miste dagpengene. En indsats, som ellers er velkendt. Skyldes det manglen på job? Skyldes det, at sammensætningen af gruppen af ledige er anderledes nu end tidligere? Skyldes det tilbud om uddannelse, som forlænger tiden på dagpenge? Eller skyldes det, at politikerne igen og igen diskuterer rimeligheden i at forkorte dagpengeperioden, hvilket kan skabe forventninger hos de ledige om at blive reddet på stregen? Vi ved det endnu ikke. Men vi ved, at dette er den værst tænkelige politiske klemme for regeringen at befinde sig i. Enhedslisten står igen og igen og tæsker løs på regeringen og kalder den »hjerteløs«. Og hver dag kører der nyhedshistorier med den ene dommedagsprofeti efter den anden. Lederen af A-kassernes Samvirke - min ven Verner Sand Kirk - ender formentlig i årets udgave af Den Blå Bog, fordi han med sit velfortjente image som mørkemand på det nærmeste er ved at få kultstatus som arbejdsmarkedsmiljøets svar på Povl Kjøller.

REGERINGENS vigtigste dagsorden handler om at skabe beskæftigelse. Igen og igen minder dagpengesagen vælgerne om, at der ikke skabes job, for gjorde der det, ville der jo ikke være noget problem, ville der? Derfor er konklusionen i dette øjeblik, at regeringen enten med kyshånd griber ud efter vismændenes forslag om en konjunkturafhængig dagpengeperiode - som netop sigter på, at de ledige ikke slagtes i dårlige tider som nu - eller at S-SF-alliancen tvinger Vestager til at acceptere en mere fleksibel indfasning af dagpengereformen? Hvis man blot gør ingenting og slider Mette Frederiksen op i de daglige nyhedsudsendelser, så hun til sidst kanoniseres som ' Komiske Mette', vil min ellers opgivne profeti om, at de radikales politiske alliance med Løkke vil smadre rød blok i atomer, blive til sørgelig virkelighed.

Enhedslisten står igen og igen og tæsker løs på regeringen og kalder den »hjerteløs«.