Tirsdag 29. jan 2013

Er Thornings vækstpakke vendepunktet?

MINUT FOR MINUT kan man nærmest fysisk mærke, hvordan presset stiger på statsministeren i forhold til den vækstpakke, som hun har annonceret vil komme 1. marts. Der skal godt nok være vitaminer i den pakke, hvis vælgerne skal forstå, at hun tager situationen alvorligt. Og det bliver svært. Den dårlige nyhed er, at de seneste meningsmålinger, hvor forventningen til vækstpakken må forventes at være indregnet, ikke viser nævneværdig fremgang til regeringen. Den gode nyhed er, at der rundt omkring i verden er små tegn på en varig økonomisk bedring, som kan bruges i en lancering af pakken til marts. Og kan Thorning-Schmidt så i øvrigt stoppe Sass-Larsen og andre top-S'eres varige bidrag til uroen om hendes lederskab, vil det unægtelig bidrage til billedet af en statsminister, som i det mindste forsøger et comeback. Som jeg skrev i sidste uge her på pladsen, har den hårde reformlinje fra især Vestager igen og igen krævet, at Thorning skal forklare sine vælgere, at hun ikke er ude på at gøre ting værre, men bedre.

 

LÆGGER MAN til, at hun har måttet gå ud offentligt og forklare, at hendes mand ikke er homoseksuel og nu senest forklare, at hun ikke har tænkt sig at forlade posten som S-formand, da står det nogenlunde klart for selv uindviede, at situationen er tæt på håbløs. Lusker man rundt og lytter på Christiansborgs gange i disse dage, handler den politiske debat om den vækstpakke, som statsministeren lancerede for et par uger tilbage. Der kommer en god løsning til marts'. Vil pakken se ud af noget? Hvor mange penge vil der være at brænde af? Hvem skal have glæde af disse penge? Oppositionen ryster lidt i bukserne, for endelig har Thorning-Schmidt ramt skiven i forhold til at kommunikere politik til sine egne vælgere.

 

Selvfølgelig håber Løkke på, at det hele ender med et lille undseeligt slag i dynen. I så fald vil statsministerens initiativ kun gøre ondt værre, idet endnu en skuffelse vil sive ned gennem vælgerkorpset. Skruer man de mest ( måske urealistisk) positive briller på, kan vækstpakken blive et vendepunkt for den plagede statsminister. Kan hun finde 5-10 milliarder - hvor så de end skal komme fra - til en række afgiftslettelser for erhvervslivet, vil hun kunne slå en positiv tone an, som rammer ind i den seneste optimisme fra Europa.

 

ECB's topchef, Mario Draghi, har på det just afholdte World Economic Forum vurderet, at væksten kommer til efteråret. Og senest har både Spanien og Portugal solgt deres statsobligationer til gode priser, hvilket kan være et opklaringstegn for deres pressede økonomier. Herhjemme hjælpes Thorning-Schmidts regering af et besøg fra IMF, som kaldte finanspolitikken solid, men at regeringen skal stå klar til at smide mere benzin på bålet, hvis væksten viger yderligere.

 

SÅ VEJEN ER banet, for at vækstpakken triller i havn. Det forlyder, at finansminister Bjarne Corydon rejser rundt og snakker om afgiftslettelser, hvad der giver mening, al den stund at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen på en konference 7. januar - med udgangspunkt i analyser fra Kraka - netop satte fokus på beskæftigelsen i industrien fremover. Der er lang tid frem mod 1. marts. Meget lang tid.Og Thorning-Schmidts risiko er, at forventninger til vækstpakkens størrelse og omfang eksploderer til et niveau, som bliver umuligt at honorere.

 

DET SKAL oppositionen - især til venstre - nok hjælpe med, hvorfor hun kan få brug for at garnere sine udtalelser herfra med mantraet om, at der - vækstpakke eller ej - fortsat er tale om et langt sejt træk. Enhedslisten er allerede i gang med at tale for flere offentlige investeringer frem for lettelser til erhvervslivet. Ikke ligefrem et overraskende standpunkt, men nok umuligt at sælge til Løkke, som til gengæld vil få svært ved at sige nej til at hjælpe på de trængte virksomheders konkurrenceevne. Det store spørgsmål handler som altid om finansieringen? Det er svært at tale om smalhals og så pludselig trylle et antal milliarder frem. Den opgave ligger i Finansministeriet, som altid har lidt penge i reserve. Så imens det meste af medieverdenen interesserer sig for Mattias Tesfayes temmelig uinteressante skift til S, interesserer mennesker på landets virksomheder sig for, hvad Thorning-Schmidt hoster op med til marts.

 

SELV OM HUN temmelig nedspillet lancerede vækstpakken tyve minutter inde i sit pressemøde hin tirsdag, tyder alt på, at hun både skal ramme det rigtige indhold og omfang denne gang, hvis hun ikke skal skuffe.

Selv om meningsmålingerne næppe vil vende af denne grund alene, kan vækstpakken være et politisk lys i mørket for S. Men med et indbygget katapultsæde ud i samme. Selv om meningsmålingerne næppe vil vende af denne grund alene, kan vækstpakken være et politisk lys i mørket for S.