De offentlige serviceydelser kan ikke følge med
Det bør politisk kommunikeres ærligt, at omfanget af den offentlige service i form af fx undervisning, ældrepleje og socialområdet, ikke i længden kan følge med omfanget af det private forbrug og næppe har gjort det i de seneste årtier. Der bør iværksættes en bredt funderet politisk proces omkring nødvendige tilpasninger af velfærdsstaten på grund af de langsigtede produktivitetsudfordringer. Initiativer, der kan forbedre den offentlige produktivitet, fx forskellige typer af konkurrenceudsættelse, bør implementeres, men kan ikke løse den langsigtede udfordring.
Analysen er nævnt på Berlingske.dk torsdag den 12. september 2019.
Analytisk resultat
Produktiviteten i den offentlige produktion stiger uundgåeligt langsommere end i privatproduktion. Det skyldes, at offentlig produktion i høj grad er serviceproduktion, der iboende har en lavere produktivitetsvækst end fx fødevarer og industriel produktion, der fylder mere i privat produktion.
Så selv om udgiften til offentligt forbrug over de seneste årtier er fulgt med udgiften til privat forbrug, halter omfanget af offentlige serviceydelser bagud i forhold til omfanget af privat forbrug. Forskellige politiske retningsvalg kan allerede frem mod 2040 kræve betydelige tilpasninger af skattesystem eller det offentlige serviceniveau.
Produktivitetsvæksten er pæn på sygehusene. En overgang til hel eller delvis privat finansiering af sygehusydelser vil derfor kun kortvarigt kunne udskyde den offentlige finansieringsudfordring.
Baggrund
Den lavere offentlige produktivitetsvækst er iboende og følger af opgavernes typer. Initiativer, der effektiviserer den offentlige serviceproduktion, kan forøge produktivitetsniveauet, men kun midlertidigt forøge den offentlige produktivitetsvækst.
En udvikling, hvor den offentlige sektor vedblivende vokser så meget i forhold til samfundsøkonomien, at det offentlige forbrug følger med det private, er i praksis ikke en mulighed, fordi det ultimativt vil indebære beskatning af konfiskatorisk omfang.