Nej Bernt – de offentligt ansatte svigter ikke samfundskontrakten med lavere pensionsalder
Thomas Bernt Henriksen retter en helt forfejlet kritik mod de offentligt ansatte, når han harcelerer over, forskellen mellem pensionsalder i det offentlige og private, er vokset. Ændringerne i vilkårene for pension og efterløn har været ens, og de offentligt ansatte er ikke særligt forpligtede til at blive længere på arbejdsmarkedet – de private har frivilligt øget mere. Forskellen i udviklingen kan blandt andet skyldes løn og arbejdsvilkår.
Fra lederpladsen i nærværende avis harcelerede Thomas Bernt Henriksen (TBH) tirsdag 2/8 over de offentlige ansattes manglende samfundssind. Det er simpelthen noget, der ”udfordrer samfundskontrakten” mellem skatteyderne og den offentlige sektor, når nye tal fra Forsikring og Pension viser, at ansatte i offentligt dominerede brancher trækker sig tilbage i gennemsnit 1,4 år tidligere end i øvrige brancher.
Forskellen er øget i de senere år, så TBH går videre og kræver, ”at regeringen og de offentlige arbejdsgivere med det samme får sat en stopper for unødvendig pensionering.” Hvordan regeringen eller TBH skulle vurdere, om det er nødvendigt eller unødvendigt, at den enkelte går på pension, fremgår ikke nærmere.
Udsagnet er grundlæggende absurd. Når den effektive pensionsalder i disse år stiger – både i det offentlige og det private – sker det i lyset af de senere års forhøjelser af de formelle pensionsaldre, som rammer alle ens. Når udviklingen i tilbagetrækningsalderen alligevel er forskellig, skyldes det altså en forskellig reaktion på den samme ændring i reglerne – ikke tvang. Som vismændene viste i foråret 2021, kan reformerne ikke alene forklare stigningen i tilbagetrækningsalderen. Ansatte i de private brancher vælger af andre årsager i højere grad at droppe efterlønnen eller at blive på arbejdsmarkedet efter den formelle pensionsalder.
Disse valg er naturligvis baseret på et væld af forskellige incitamenter, både finansielle og ikke-finansielle. Fx har en nylig rapport fra Kraka Economics og Videncenter for God Arbejdslyst vist, at ansatte med en høj arbejdslyst bliver længere på arbejdsmarkedet. En mulig forklaring kan altså være udviklingen i arbejdsvilkår og arbejdsglæde.
En anden mulighed er, at det drejer sig om penge. De offentligt ansatte har – især historisk – haft en høj indbetalingsprocent til pensionsordninger. Måske har de samtidig en lavere løn, når de når pensionsalderen, sammenlignet med privatansatte. Hvis forskellen mellem indkomst før og efter pensionering er mindre, så bliver den økonomiske omkostning ved at gå på pension mindre. Det vil trække i retning af, at de offentligt ansatte trækker sig tidligere. Fuldstændig i overensstemmelse med rationel økonomisk adfærd.
Analysen som TBH referer til, beskæftiger sig ikke med, hvad der kan forklare forskellene. Indtil vi ved mere om dette, bør man nok holde tand for tunge. At sige, at den enkelte offentligt ansatte er særligt forpligtet til at blive længere på arbejdsmarkedet end, hvad der er optimalt ud fra deres egne (økonomiske) incitamenter, ville svare til at klandre landets mest velstående borgere eller virksomheder for ikke at betale en frivillig ekstraordinær topskat, fordi det ikke er ”nødvendigt” for dem med flere penge til sig selv.
Det ville naturligvis være helt forkert. Vi skal bygge gode og ensartede regler op, og så er det optimale, at folk agerer som frie, økonomiske individer inden for disse regler – er der uhensigtsmæssigheder, er det reglerne for alle, der skal laves om.
Debatindlægget blev bragt i Berlingske den6. august 2022.