Tre gode råd til politikerne, der skal forme det næste forsvarsforlig

I sidste uge blotlagde regeringens ”kasseeftersyn” af økonomien i forsvaret en række såkaldt ”ophobede udfordringer”, som beløber sig til i alt 38 mia. kr. over de næste ti år. Penge der skal bruges inden man begynder for alvor at overveje, hvilke nye kapaciteter forsvaret skal have i forbindelse med det store løft af forsvarsudgifterne til 2 pct. af BNP frem mod 2030.  

De 38 mia. er et stort beløb – det svarer til et helt års forsvarsudgifter nu. Men faktisk er det kun en lille del af de samlede forsvarsudgifter de næste ti år. Målet om 2 pct. af BNP svarer til ca. 56 mia. kr. årligt, så over ti år vil budgettet være omkring 500 mia. kr., afhængigt af hvor hurtigt man løfter udgifterne. Set ift. hvad der ellers diskuteres af beløb i dansk politik, er det en ubegribeligt stor sum penge. Med de mange penge på højkant kan man godt forstå, at det kommende forsvarsforlig er det helt centrale fokus i dansk politik for tiden.

Hvordan udgifterne i forsvaret bruges bedst, er først og fremmest en militærfaglig diskussion. Men der er alligevel en række oplagte faldgruber, som vi håber politikerne styrer udenom når pengene skal udmøntes. Så her er tre gode råd til de danske politikere i de kommende forhandlinger:

• For det første bør man ikke lade sig forblænde af tanker om at fremme en selvstændig dansk militærindustri – heller ikke ud fra et selvforsyningsargument. Danmark er slet ikke stort nok til bare tilnærmelsesvist at selvforsyne sig med alle de ting, et moderne militær kræver, så en positiv særbehandling af dansk produktion vil blot betyde dårligere og dyrere materiel, ift. at købe det bedste og billigste fra vores nære allierede.

• For det andet bør man undgå at falde i en fælde hvor forsvaret bruges til andre politiske mål, fx målrettet støtte til (udkants)områder eller den grønne omstilling. Placeringen af kaserner og lignende bør foregå efter militærfaglige kriterier og ikke ende som en brik i et politisk spil, fx mellem de ansvarlige politikeres valgkredse. Soldater skal være specialister i at føre krig, og skal ikke bruges til fx at rense strande eller plante træer.

• For de tredje bør man helt ignorere overvejelser omkring hvor mange job, de forskellige tiltag evt. kan ”skabe”. Hvis flere udgifter til militæret betyder flere job så er det ikke en gevinst, men et træk på dansk økonomi: De hænder kan jo så ikke samtidig være til rådighed andre steder, som skriger på hænder: Den private sektor eller kernevelfærden i det offentlige. Så hvis den militærfaglige kalkule peger på en overvægt af importeret hardware i de fremtidige udgifter, er det nærmere et plus for økonomien.

Ovenstående gode råd forudsætter selvfølgelig, at målet er at få det bedste og billigste militær for de afsatte midler. Betragtes 2 pct. målet omvendt blot som noget, der skal opfyldes for at overholde formalia ift. vores NATO-forpligtelser, så kan de mange, nye forsvarsmilliarder vise sig at blive en gavebod for særinteresser og politiske kæpheste. Lad os håbe det ikke bliver tilfældet.

Debatindlægget er bragt i Finans.dk den 16. maj 2023.