Politikerne risikerer at glemme produktiviteten i jagten på øget arbejdskraftudbud

Debatindlægget er bragt i Politiken den 17. august 2023

Når regeringen forventeligt snart fremlægger sin 2030-plan, vil alles øjne være laserskarpt rettet mod én ting: Hvordan vil SVM-regeringen bruge råderummet – de endnu ikke prioriterede offentlige midler – frem mod 2030? Med de seneste skøn er der en god slat penge for regeringen at prioritere. Det skyldes to ting. For det første har statsfinanserne overrasket positivt. Og for det andet har SVM-regeringens fokus på at øge arbejdsudbuddet skaffet yderligere midler.

De to vel nok største politiske aftaler fra foråret har begge haft som mål at øge arbejdsudbuddet. Afskaffelsen af Store Bededag skal få danskerne til at arbejde op mod en dag ekstra om året. Og universitetsreformen fjerner en række studiepladser og forkorter andre uddannelser, så de studerende hurtigere kommer ud på arbejdsmarkedet. Arbejdsudbuddet er altså kommet tilbage i fokus efter en regeringsperiode med den socialdemokratiske et-parti regering, der ikke havde det som mål at øge arbejdsudbuddet og inden da fire år med Løkkes regeringer, hvor der var store planer om at løfte arbejdsudbuddet, men hvor resultatet endte langt fra målet.

Politik der forøger arbejdsudbuddet gør alt andet lige kagen større. Det gælder hvad enten man måler den samfundsøkonomiske kage, målt ved fx BNP, eller den politiske kage, det finanspolitiske råderum. Politiske reformer, der øger arbejdsudbuddet er dog ikke en gratis omgang. Tiltag der øger arbejdsudbud og frigiver midler til råderummet vil som klar hovedregel betyde, at nogle vil miste eksisterende rettigheder, hvad enten det er pension, efterløn, dagpenge der skal reformeres, eller om det er Store Bededag, der skal skæres væk.

Økonomisk vækst og en større samfundsøkonomisk kage kan komme af to kanaler: Enten mere arbejde, dvs. et større arbejdsudbud, eller mere effektivt arbejde, dvs. en højere produktivitet. Det sidste er som udgangspunkt klart at foretrække fra et økonomisk synspunkt, da en højere produktivitet ikke medfører at borgerne skal opgive mere af deres fritid, for at øge deres økonomiske velstand.

I et historisk perspektiv er det også sidstnævnte, der driver den økonomiske vækst. Når vi i dag er omtrent dobbelt så velstående som for 40 år siden, så skyldes det ikke en større mængde arbejde per indbygger, men at produktiviteten er vokset og at prisen på det danske virksomheders produkter har udviklet sig mere gunstigt end de varer vi køber i udlandet.

Til trods for nøglerollen i den økonomiske fremgang fylder produktiviteten ikke voldsomt meget i den politiske debat, sammenlignet med hvor meget spørgsmålet om arbejdsudbud fylder. Når nu produktiviteten er så vigtig og så entydigt en bedre måde at skabe økonomisk velstand på, hvordan kan det så være?

Den ene forklaring er, at det generelt er sværere at forme politik, som med sikkerhed kan siges at påvirke produktiviteten. Fremgangen i produktivitet skabes i høj grad i virksomhedernes innovation i samspil med vores forsknings- og uddannelsessystem. Forbedrede konkurrenceforhold, bedre uddannelse og konstruktion af den rette infrastruktur alle eksempler på tiltag, der har potentialet til at forbedre produktiviteten, men der er desværre fortsat en begrænset viden om hvad der politisk kan gøres for at øge produktivitetsudviklingen.

En del af forklaringen på det manglende fokus på produktivitet kan også være den asymmetri der i det politiske belønningssystem når det kommer til produktivitet og arbejdsudbud. For mens politikerne konkret bliver belønnet med et større finanspolitisk råderum, hvis de vedtager reformer der øger arbejdsudbuddet, så medfører det ikke samme kontante aflønning at lave politik, der kan øge produktiviteten.

En højere produktivitet giver nemlig ikke bedre offentlige finanser med Finansministeriets regnemetoder. Ganske vist øges skatteindtægterne, når borgerne og virksomhedernes indtægter vokser som resultat af den forøgede produktivitet, men det samme gør de offentlige lønninger, der er knyttet til de private lønninger, og de offentlige overførsler, der følger lønudviklingen. Vismændene bruger samme regneprincip, men påpegede i deres seneste produktivitetsrapport, at højere produktivitet kan forbedre offentlige finanser, hvis det forskubber forholdet mellem realløn og værdien af fritid, da det kan øge arbejdsudbuddet. Der mangler dog viden om hvornår det i givet fald kunne ske.

Problematikken træder tydeligt frem i aftalen om reformen af universitetsuddannelser, hvor det samlede optag beskæres (såkaldt dimensionering), og hvor en del af de studerende fremover skal have ét-årige kandidatuddannelser frem for de toårige som i dag. Som vismændene har vist, er der betydelig usikkerhed om hvad velstandseffekten af overgangen til etårige kandidatuddannelser er, og derfor vil regeringen ikke skønne over den langsigtede velstandseffekt af reformen. Men givet den klare, negative produktivitetseffekt ved dimensioneringen, som regeringen selv skønner, er det overvejende sandsynligt, at den samlede velstandseffekt bliver negativ.

Det mest problematiske er at politikernes belønning, i form af et udvidet råderum, ikke afhænger af om produktiviteten skades lidt eller meget. Hvis produktivitetsændringer ikke påvirker de offentlige finanser, er det alene omfanget af forøgelsen af arbejdsudbuddet, der bestemmer hvor meget råderummet påvirkes. Sat på spidsen: Hvis man de næste 10 år sendte alle børn fra 6-årsalderen og opefter direkte i kulminerne frem for i skole, ville det være rigtig godt for råderummet. Regningen for alle andre end børnene i minerne ville først falde i fremtiden i form af tabt velstand.

Men regningen ved lavere produktivitet er meget konkret. Det slår direkte ud i virksomhedernes indtjening, de beskæftigedes lønniveau og på levestandarden. Man må forvente, at vælgerne ikke bryder sig om en forringelse på disse områder. Men når sammenhængen mellem forskellige politiktiltag og produktiviteten er til faglig debat, og produktivitetsfremgangen generelt kommer snigende langsomt og ubemærket år for år, så kan det godt tænkes, at vælgerstraffen for at svække produktiviteten er mild – især når tiltaget samtidig frigiver finanspolitisk råderum til mere håndgribelige og populære tiltag.

Man kan frygte at den beskrevne ubalance medvirker til, at politikerne har for lidt fokus på politik, der kan forbedre produktivitetsudviklingen og lidt for stort fokus på politik, der påvirker arbejdsudbuddet. Og det er samtidig enormt vigtigt, at man går ekstra kritisk til fremlagte tiltag, der kan skade produktiviteten såsom kandidatuddannelsesreformen, så de samfundsøkonomiske fordele og ulemper træder helt klart frem i lyset, og politikerne ikke lader sig forblænde af et ensidigt fokus på hvor mange penge en reform frigiver til egne politiske prioriteter.