De fordømte, rejser de sig?

HVIS MAN ER by-og boligordfører i den socialdemokratiske folketingsgruppe, kan man ganske enkelt ikke komme længere ned i den politiske hakkeorden. Ikke desto mindre - eller måske netop derfor - var gårsdagens kronik i vores avis af den fynske smed, Jan Johansen, måske ikke helt så tankevækkende som den blev udlagt.

Og så alligevel. Det er fra neden - hos dem, der har mindst at tabe - at oprøret altid starter i offentligheden, og dagpengesagen er nu så brandvarm, at den er særdeles velegnet til at signalere utilfredshed. Alle venter fortsat på de radikales endelige stillingtagen. Men meget kan tyde på, at det politiske tryk er ved at nå stormstyrke, og at der skal findes en eller anden model, som mildner de klippede får. Ellers er faren for at regeringen bryder sammen indefra for første gang for alvor til stede.

At sænke dagpengeperioden fra fire til to år er ikke akkurat en forbrydelse mod menneskeheden. Kraka har udarbejdet en endnu ikke offentliggjort rapport til Beskæftigelsesministeriet, som viser, at vores dagpengesystem fortsat er attraktivt sammenlignet med andre lande. Men at sænke dagpengeperioden midt i dårlige økonomiske tider er den største politiske brøler, som Thorning-Schmidt og Corydon har lavet til dato.

Da de to topsocialdemokrater i ' tårnet' accepterede at skrive det radikale dagpengeønske ( de radikale havde stemt for VK-regeringens forslag herom i 2010) ind i regeringsgrundlaget, skete det ud fra en lidt tåget forestilling om behovet for en effektivisering af det danske arbejdsmarked.

Regeringens kickstart ville sikre fremgang i økonomien og dermed job til alle. FORKORTELSEN AF dagpengeperioden ville kunne glide ned i halsen på S og SF's baglande. Men intet er gledet ned i nogen hals.

Krisen i Europa og det korte aftræk til, at forkortelsen trådte i kraft, endte som bekendt med en opfattelse hos den almindelige dansker om, at den røde del af regeringen sælger ud af det politiske sølvtøj, som man fik i dåbsgave. Thorning-Schmidts brøler var, at hun ikke enten afviste det radikale krav i ' tårnet' eller bandt det op på et krav om, at jobskabelsen skulle være betydelig, når dagpengeperioden blev forkortet. Hun står i et catch-22 mellem sit bagland og Vestager.

Statsministeren har nu to problemer. For det første er der fortsat ikke udsigt til, at der kommer flere job, tværtimod. Den europæiske centralbank har lige sænket renten igen, vel i erkendelse af, at der ikke er nogen økonomisk fremdrift i Europa. Ugeavisen ' The economist' har i denne uge blotlagt, hvordan en enorm kreditklemme i Spanien og Italien forhindrer små og mellemstore virksomheder i at låne i bankerne.

Hvis S-toppen troede, at alle tidsler i politikbuketten kunne begraves i et snarligt opsving, troede de forkert. Det er den manglende udsigt til job, som bringer folk som Jan Johansen på banen. Han kan ikke forsvare konsekvenserne hjemme i Munkebo. For det andet er statsministerens meningsmålinger nu er så langt nede, at det om kort tid bliver umuligt at holde ro i S-gruppen. Det bliver ' alle mod alle' op til næste folketingsvalg.

Man skal ikke være naiv. Spørgsmålet om genvalg vejer tungt i Jan Johansens og konsorters hoved, når de nu kræver handling i forhold til dagpengesystemet. En lang række fremtrædende medlemmer og socialdemokratiske ministre er dybt bekymrede for partiets fremtid, grundet den førte politik. De frygter ikke mindst et ukontrolleret oprør fra fodfolket. Dagpengesagen er farlig, fordi den samler alle i og omkring partiet imod Thorning-Schmidts linje. Fagbevægelsens top kan ikke forsvare linjen over for deres medlemmer længere. Og i de lokale partiforeninger kan ethvert lokalt S-medlem forstå alvoren, og utilfredsheden lurer.

DEN ALMINDELIGE latin på bjerget handler om, at Enhedslisten siger stop. Det tror jeg ikke, de gør. De tør ikke vælte regeringen. Den reelle fare ligger snarere i en nedsmeltning indefra hos S ( SF er der ingen, der regner med her, de bliver blot bedt om at forlade regeringen, hvis de piber).

Hvor tæt er vi på ragnarok? Tja, er det nok, hvis Vestager én gang til - lige nu - melder ud at ' sådan er det jo'? Eller er det nok til at tænde ilden, når det til sommer konstateres, at mange tusinde er faldet ud af dagpengesystemet? Ingen kan sige det med sikkerhed.

Men hvis stats-og finansministeren ikke denne gang ( og dermed for første gang) lægger øret mod jorden, kan det gå rigtigt galt meget hurtigt. En oprørsproces, som hurtigt vil gøre Thorning-Schmidt til en meget lille parentes i dansk politik og bringe Løkke tilbage i Statsministeriet. Dagpengesagen er stor og har både symbolsk og reelt potentialet til at vælte regeringen. Risikoen er, at de fordømte her på jorden rent faktisk rejser sig. Spørgsmålet om genvalg vejer tungt i Jan Johansens og konsorters hoved, når de nu kræver handling i forhold til dagpengesystemet.