Lægerne er kommet ud i noget, de ikke kan kontrollere
Helt øverst I den politiske grønspættebog – lige efter punktet om ikke at skælde ud på dronningen – står der med flammeskrift, at man som politiker altid skal tale pænt om sundhedsvæsenet. Ikke nødvendigvis fordi man som politiker mener, at de sundhedsansatte gør det godt, men fordi sundhedsvæsenet er vælgernes ultimative barometer på, om vi fortsat har et velfærdssamfund. Og grønspættebogen er blevet læst – grundigt.
Hver gang en sparerunde er blevet gennemført på Christiansborg, er det gået den anden vej med sundhedsvæsenet – det har altid fået flere penge, idet kriser i ’sundheden’ vælter regeringer. Regeringen er aktuelt i krise med de praktiserende læger, som har fat et vist sted med deres trusler om at lukke biksen eller tage penge for konsultationer. Sundhedsminister Astrid Krag har ikke spillet sine kort kompetent. Og Venstres Sophie Løhde har – uklogt set med Løkkes øjne – pløkket regeringen ned bagfra i en populistisk omfavnelse af lægernes krav.
Henrik Dibbern – de praktiserende lægers formand – har også læst grønspættebogen. De praktiserende læger har startet en krig mod politikerne på Christiansborg. Truslen om, at borgerne skal betale for at gå til lægen, er uhyggeligt effektiv. I 2012 besøgte lige under fem millioner af os de praktiserende læger 41 millioner gange. Det vil sige otte gange hver i gennemsnit, måske ikke helt uafhængigt af, at det ikke er patienten, der betaler. Det kostede 7,7 mia. kr. Jeg kan godt forestille mig den panik, der bølger gennem vælgerhavet, når der nu bliver skabt usikkerhed omkring vilkårene for disse besøg hos lægen. Panik hos vælgerne er lig panik i regeringen.
Selvtilliden fejler ikke noget hos Dibbern. For hvor i alverden skal politikerne gå hen på den korte bane og erstatte dem? Men det er yderst tvivlsomt, om politikerne langsigtet kan acceptere en regulær revolverpolitik fra en gruppe i sundhedsvæsenet, som hvert år har besøg af stort set hele vælgerbefolkningen. Denne gang skal konflikten landes på bedste beskub, men en mere permanent løsning er nødt til at blive etableret. Lægernes krav om autonomi er uacceptabelt i et velfærdssamfund, hvor alle fra børnehavepædagoger til plejehjemsassistenter skal redegøre for, hvordan de bruger skatteydernes penge. De privatpraktiserende læger trykker dybest set deres egne penge uden for enhver kontrol, og dybest set handler lægekonflikten – præcis som konflikten med folkeskolelærerne – om kampen for at bevare velerhvervede rettigheder.
Regeringen beskyldes, bl.a. på Facebook, for at ville privatisere de privatpraktiserende læger, bl.a. gennem store grumme kapitalfonde. En kampagne, som er utrolig effektiv, men dog misvisende, idet lægerne allerede er privatejede. Som i mange andre offentlige debatter spiller lægerne åbenlyst på, at kun få af deres patienter rigtig ved, hvad det handler om. De kører en sympatikampagne, hvor ’familielægen’ skal reddes. Og kampagnen virker, ikke mindst via regeringens kluntede håndtering. Dels cementerer selv statsministeren begrebet ’familielægen’ i sine taler, hvilket giver lægerne mere vind i sejlene. Dels mener sundhedsminister Astrid Krag ikke, at ’regeringen vil få ros af Dibbern for det reviderede udkast til ny aftale med lægerne’, som hun har udarbejdet på baggrund af en høringsrunde.
Hvordan i alverden skal Dibbern – hvis han ellers ville – kunne overbevise sine medlemmer om et forslag, som sundhedsministeren selv skyder ned? Det er svært for regeringen at tvinge læger til at holde åbent. Ligesom det er svært at tvinge bilforhandleren på hjørnet til at holde åbent. Derfor er der et spillerum for forhandling mellem parterne. Regeringen kan nok holde til denne konflikt, men ikke til at lægernes blackmail gentages.
Hvis lægerne spænder buen for hårdt, kan man politisk blive bragt derhen, hvor løsningen kan blive, at ’familielægen’ bliver offentligt ansat, og at man opgiver tanken om, at selvstændige erhvervsdrivende skal være gatekeepere for det samlede sundhedsvæsen. Kommer det til et regulært sammenbrud til efteråret, vil skadestuer og andre dele af sundhedssystemet tage over. Sker dette, vil regeringen være i vanskeligheder, men idet monopolet bliver brudt, vil Dibberns garde ligeså være ilde stedt.
Det kan derfor undre, at Venstre benytter anledningen til at underløbe regeringen. Det er i den grad i Lars Løkkes interesse, at der ikke sker endnu er ukontrolleret oprør på hans vagt. Og at der er styr på udgifterne ligeså. Ultimativt har lægerne valgt sig en mægtig fjende. Som Abraham Lincoln sagde, kan man narre en del af befolkningen hele tiden. Og narre hele befolkningen en del af tiden. Men man kan ikke narre hele befolkningen hele tiden. Lægerne er kommet ud i noget, de ikke kan kontrollere, hvilket tvinger Christiansborg til at reagere – strid mellem regering og opposition eller ej.