Alle tre regeringspartier er pressede ved toårsmærket

Forfatteren Carsten Jensen er dog for hård i sin kritik af regeringen Jeg kan godt lide Carsten Jensen. Som yngre læste jeg nidkært ’Sjælen sidder i øjet’. I weekenden havde han fat i den igen – sjælen – i et indlæg i vores avis. Han er sjov og grov, men også lidt forsimplet, når det kommer til politisk analyse. Han overshooter og ofrer dermed seriøsiteten i sin kritik til fordel for at få afløb for sin frustration gennem hån og satire. Ikke mindst en gudekomisk hån af statsministeren.

Men ’lyrikken’ fortrænger substansen. Hånen er alt for let for Thorning-Schmidt at børste af sig, idet hån er en fast bestanddel af enhver toppolitikers liv. Carsten Jensens indlæg forbliver derved ved den komiske satire, hvilket er ærgerligt, når den lille fyr tit har fat i noget. På regeringens toårsfødselsdag er det naturligt at gøre brættet op. Tag ikke fejl – regeringen ved selvfølgelig godt, at det ikke er gået alt for godt indtil nu. Taler man med politikerne, er de klar over, at der blev gennemført en stribe reformer med måske lidt for stor hast og lidt for nidkært. Selv den radikale leder indrømmede dette i sin tale på weekendens landsmøde. Og den suveræne Margrethe Vestager har pludselig også sine udfordringer.

Barselssagen var en langt større ting i hendes parti, end den umiddelbart fremstod før landsmødet. Det vidste hun godt. Vestager er fanget af, at hun tiltænkes at kunne få den politik igennem, hun vil. Sådan har det jo været så langt. Men hvorfor fik hun så ikke barselssagen igennem? Baglandet spørger, om hun ikke ville? Hun kunne have mast på, det har næppe været et kabinetsspørgsmål.

Og i går gik så Uffe Elbæk. Så koldt som bestyrelsesformand Ole Andersen i Danske Bank ekspederede Eivind Kolding ud på elefantkirkegården, meddelte den tidligere kulturminister, at han ikke længere kan stå inde for regeringens linje. Offentlighedsloven, konkurrencestaten og – ja –barselssagen var de afgørende årsager. Margrethe Vestager har før været i den slags vanskeligheder. Sådan er de radikale bare. Simon Emil Ammitzbøll tjekkede ud på vej til New York i sin tid, og Vestager stod det igennem og rejste partiet. Men det, som kan undre, er netop, at der kan være så meget søgang hos de radikale, når de ellers har haft så meget succes med deres politik?

Fremgang plejer af sikre rummelighed i partier, men ikke aktuelt hos de radikale. Selvfølgelig er Uffe Elbæk et ustyrligt missil. Men han er en redelig – måske lidt naiv – person med et stort hjerte. Præcis den type, der signalerer ægthed i politiske partier, ikke mindst, når det blæser. Vestager skulle måske have kæmpet mere for at beholde Elbæk. At det ligeså sejler i SF, har jo længe stået klart for enhver. Carsten Jensens kritik af Søvndal er igen for hård, men Jensen bemærker tankevækkende, at der var engang, hvor Søvndal ville bygge bro og samle venstrefløjen. Forny den. Der er godt nok sket meget siden dengang. Barselssagen underbyggede atter indtrykket af, at SF er aldeles uden indflydelse i regeringen og derfor bør forlade den snarest. Her to år efter må man i SF spørge sig selv om, hvordan man kunne komme hertil? Det vanvittige forløb med Thor Möger & co., hvor man politisk forsøgte at få en trekant presset ned i en firkant.

Status er, at alle tre regeringspartier er pressede på toårsdagen. Deri intet nyt. Mere spændende er det, om situationen kan vendes frem mod næste valg? Carsten Jensen giver dem ikke mange chancer. Det gør jeg heller ikke. What to do? Der er to år tilbage. Meget skal unægtelig ændres, men den største styrtblødning – som må og skal lukkes – kommer fra, at regeringen bare ikke længere opfattes som venstreorienteret i sin sjæl. Tværtimod opfattes Helle, Bjarne og Margrethe så blå, at man ikke i resten af valgperioden skal bekymre sig om sit image, når det gælder samarbejde over midten. Herfra gælder det om at skabe fornyet tryghed om, at hvis der er en rød Ferrari-hest på bilen, så er der også en Ferrari-motor under hjelmen.

Det taler for, at samarbejdet med Johanne Schmidt-Nielsens tropper udvides væsentligt over de næste to år. Startende med finansloven for 2014. Husk, hvordan Dansk Folkeparti fik den ene ’gave’ efter den anden af Fogh til sine kernevælgere. De ældre, udlændingestramninger og så videre.

I penge kørte ’Pia Kjærsgaard’ særdeles langt på literen. Hun var billig, men det så ud af meget. Om Johanne går lige så langt på literen, er svært at vurdere, men Enhedslistens nummer bør nu komme ud på rouletten, og de bør forvalte det ansvarligt. To år er gået – det føles som ti. Sidder sjælen stadig i øjet, eller er den væk? Tillykke.