Vestager vinder på sin mistede gudestatus
Det er kun godt, at den radikale leder kommer lidt ned på jorden. Efter en mindre række svære sager, kritik på landsmødet og faldende medlemstal er den radikale leder - Margrethe Vestager - kommet i modvind. Klummeskribenter og valgforskere gør op med hendes urørlighed gennem to år, og pressen tørster som altid efter et ’frisk offer’ for at bryde ensformigheden. Men sandheden er, at to år er meget lang tid i dansk politik, og at holde sig på toppen så længe er en bestået præstation. Og sandheden er ligeså, at det kun er godt for Vestager, og dermed for de radikale og regeringen, at hun tvinges til at skifte sin gudestatus ud med en mere menneskelig partilederstatus.
Der er hårdt brug for nytænkning og lydhørhed fra denne toppolitiker, som må og skal i fremadgående gear, hvis regeringen skal klare sine sidste to år bedre hos vælgerne frem mod valget. Der er ikke andre end Vestager i regeringstoppen, som evner at levere en gamechanger. Statsministeriet, 1998. Der var ca. 11 meter mellem mit og statsministerkontoret. Stod man i døren til mit kontor og kiggede hen over bunkerne af papir på skrivebordet, fangede øjnene uvægerligt opslagstavlen med de to afrevne avisartikler.
Den ene beskrev detaljeret, hvordan statsminister Poul Nyrup Rasmussen gennemlevede sit livs nedtur, og at han næppe ville kunne rejse sig igen. Den anden beskrev, hvordan samme statsminister var en særlig suveræn en af slagsen og havde et talent til udmanøvrere sine modstandere.
Der var seks måneder mellem de to artikler og to helt forskellige politiske tilstande. Statsministeriet er som regel en spændende arbejdsplads, men ikke altid den nemmeste. Medarbejdernes humør hænger sammen med ministerens succes eller mangel på samme. De to artikler mindede mig altid – i de svære tider – om, hvor hurtigt det hele kan skifte. Seks måneder.
Vestager har holdt sig uafbrudt på toppen i to år. Det er meget lang tid. Hun har nok nedkæmpet en enkelt eller to politiske naturlove på vejen. Dels har hun ikke – set fra hendes stol – begået de store fejl. Dels har hun kunnet holde pressen positivt beskæftiget med sine standpunkter, uden at den blev træt. Det første skyldes, at Vestager, som eneste regeringsprøvede politiker, har haft det utrolig nemt med Thorning-Schmidt og Villy Søvndal/Annette Vilhelmsen. Det sidste er så stoppet nu, med barselssagen, partiudmeldelserne, Uffe Elbæk og den stigende kritik fra landsmødet om den sociale profil, der blev væk.
Nu er det slut, og godt for det. Den kælderkolde analyse er, at Vestager skal i arbejdstøjet, hvis regeringen skal overleve valgdagen. Regeringsgrundlaget er nærmest tømt, og nogen skal tage initiativ til en ny politisk bølge, som regeringens vælgere har blot en anelse sympati for. Når man én gang har været tæt på politikere, ved man, at det er i overgangen fra den ene position til den anden, at der kan ske noget konstruktivt. Politikere i himlen vil ikke bevæge sig ret meget for ikke at rokke ved båden. Og de bliver stadig sværere at nå ind til for deres omgivelser, fordi deres vælgerpopularitet tydeligt beviser, at de kan gå på vandet.
Politikere i helvede er deprimerede og dermed handlingslammede. Vestager har ofte været trist over regeringspartnernes formåen og fumlen rundt. Med rette. Men selv om historien allerede nu vil fremstille hende som en stor radikal leder (hun genrejste stærkt partiet fra ruinerne), vil det være et meget stort nederlag, hvis regeringen falder efter fire år. Og det gør den, hvis ikke hun sætter sig i spidsen for en ny proces, som ikke bare genopretter hendes eget partis sociale profil, men også genopretter vælgertilliden til regeringen i en ny valgperiode. Og Vestager har ikke et alternativ til højre, fordi hendes vælgere ikke vil lege med Kristian Thulesen Dahl, så den blå vej er blokeret.
Som den eneste toppolitiker i regeringen med ministererfaring og ikke mindst med egen genopdagede ’dødelighed’ in mente, taler meget for, at Vestager får en nøglerolle, hvis regeringen skal videre. Det er svært at tage store strategiske beslutninger, når man som grøn har svært ved at navigere i den politiske ærtesuppe, hvad Thorning-Schmidt og Corydon har kæmpet med til overflod. Som en anden Rudolf må Vestager lade sin røde tud lyse, genopdage den sociale linje, administrere det gryende opsving nænsomt og effektivisere den offentlige sektor tilsvarende nænsomt. At Vestager nu for første gang i to år mærker bunsenbrænderen under sig, er godt for regeringen. Men også for hende selv og de radikale.