Kom så ud af den regering

SF bør forlade regeringen nu, for den politik, regeringen fører, er for svær at forklare for partiets bagland. mens statsminister Helle Thorning-Schmidt indleder det nye folketingsår med en solid socialdemokratisk vælgersmerte, er det kun værre for SF’erne. Livet i regering er en plagsom affære for det tidligere socialistiske parti. Politikken, som regeringen fører, er svær at forklare til et SF-bagland, som stadig ikke kan se sig selv i projektet.

Partiboss Annette Vilhelmsen er et sympatisk menneske, men er som andre i partiet urutineret i at deale med ’projekt SF i regering’. Og der er endnu to lange år til valget. Alt taler for, at partiet skal trække sig ud af regeringen – senest efter den sikre katastrofe ved kommunalvalget. Men det sker næppe, idet beslutningen om at forlade regeringen kræver mindst lige så stærkt et nervesystem som at blive og kæmpe den daglige (umulige) kamp. Og Ida Auken – som skal være formand – er ivrig efter at blive i det håbløse regeringsprojekt, så hun kan starte på baggrund af et ’SF, der holdt ud’.

Folketingsåret er i gang. Statsministeren har kun to opgaver: at forklare vælgerne visdommen i reformerne og genoprette deres tillid til sin person. Begge dele bliver svært. Men hvis Thorning-Schmidt har brug for at tude midt i al ulykken (tænk, hvis Fogh havde gjort det), så bør Annette Vilhelmsen bryde sammen i krampegråd. Det kører ikke for SF i regeringen. Vilhelmsen kæmper af et godt hjerte, men uden magtmidler. SF’erne lever i politisk bondage, senest grotesk illustreret ved transportminister Pia Olsen Dyhrs 180-graders vending omkring roadpricing. Nu har man nedsat en kommission med kloge mennesker, som længe har grublet over sagen. Entydigt er kommissionen – i øvrigt hjulpet af indspil fra Kraka – kommet frem til, at der skal etableres roadpricing, fordi de andre virkemidler ikke kan klare trafikopgaven. Og regeringen vælger så at sidde rådet overhørig, fordi man i regeringstoppen er bange for endnu en betalingsringsag. Designerpolitikken og taktikken har dermed taget over i en grad, så Helle Thorning-Schmidts troværdighedsproblemer nærmest blegner ved side af Vilhelmsens.

SF’s vælgere kniber sig i armen. Det har længe stået klart, at der ikke længere findes argumenter, som taler for, at SF skal blive i regeringen. Men hvorfor går man så ikke ud? Tre grunde. For det første føles det som en stor beslutning for partitoppen. Vi taler om en historisk begivenhed, som udløses ved et exit. Og den slags beslutninger er ikke rare at træffe, når man ikke er særlig erfaren i politik i superligaen. Det er Vilhelmsen og hendes team ikke. På en underlig måde virker det mere trygt at blive i indhegningen og leve med de daglige ydmygelser fra S og R.

For det andet er man uklar på, hvilken rolle man får, hvis man går? Kan man troværdigt kritisere regeringens politik og skabe sig en platform?

Svaret er ja, eksempelvis kan man gå ind for alt det i regeringsgrundlaget, som regeringen har skrottet – herunder betalingsring og roadpricing, barselsordning osv. For det tredje er der også i SF politikere, som kigger længere frem. Det står klart, at Annette Vilhelmsen administrerer et fallitbo. Hvad er den gunstigste situation at starte fra, skal partiet have en ny ledelse? Selvsagt er timingen efter et tabt valg langt bedre end blot at fortsætte fra en rolle i opposition gennem de seneste to år. Chancen for, at SF rejser sig, hvis de forlader regeringen, er jo til stede, og derfor vil Vilhelmsens regeringsperiode potentielt blive længere, hvis SF får et hæderligt valg uden for regeringen.

Hvad skal SF gøre? Hvad kan SF gøre? Problemet er, at SF ikke er et magtparti som Socialdemokraterne. Da statsministeren i weekenden kneb sin tåre på grund af hjertevarmen fra partifællerne i salen, vidste alle tilstedeværende, at opbakningen var kold og stærkt betinget af kravet om en kommende fremgang. At det så er godt fjernsyn, at selv isdronningen har følelser, er en anden sag. Men i SF er der forståelig vildrede om, hvad man kan kræve af sine folk i regeringen. Hvornår er det godt nok? Hvornår er det skidt nok til at trække tæppet?

Hvor ingen socialdemokrater er i tvivl, aner SF’erne ikke, hvad der er ’normalt’. Lad derfor mig i al stilfærdighed forklare, at der intet normalt er over den nuværende situation. Det er ikke normalt, at en regering to år inde i sin regeringstid er slidt som en regering, der har siddet i tolv. Der er intet normalt i, at både S og SF skal affinde sig med at få vælgertæsk af bibelske dimensioner og være til grin. Statsministeren gik ned fra talerstolen, folketingsåret er i gang. SF – se at komme ud.