Den anonyme brevskriver har allerede vundet

Uanset om brevet er et falsum eller en bombe, har dets eksistens reelt smadret Skattekommissionens arbejde. Det lyder som et falsum, brevet. Det er for let at finde en sekretær i et større østjysk skatteadvokatfirma, der har deltaget i møder med Venstre. Men det er klart, at risikoen for, at der faktisk findes en vred person med et loaded usb-stik derude, bringer hele Skattekommissionens arbejde i krise.

Og som minimum har brevskriveren sikret sig, at ikke mindst Venstres rolle kan forblive uforløst og ubeskrevet og dermed skabe grobund for en varig mistanke – rimelig eller ej. TV 2 News havde i går morges fanget en advokat fra Østjylland, som dels er medlem af Venstre, dels ikke helt kunne garantere, at brevet om venstre-toppens rolle i skattesagen ikke var skrevet på hans kontor. Men hans sekretær havde eget kontor, og han mente nok, at han selv håndterede journalister uden indblanding fra sekretæren. Men han var bestemt ikke overrasket over, at hans firma var kommet i søgelyset, for hvor mange skatteadvokater findes der lige i Østjylland?

At brevskriveren erklærer sig som advokatsekretær gør eksistensen af samme tvivlsom. Det er simpelthen for let at finde frem til den håndfuld advokatsekretærer, der kan være tale om. Skal vi ikke gætte på, at der siden i forgårs har været ført en klapjagt på østjyske advokatsekretærer både fra deres chefers side, fra mediernes side og fra Venstres tops side? Nu foreligger den mulighed, at brevskriveren har tituleret sig som sekretær for at forvirre os alle. Måske er brevskriveren venner med en advokatsekretær? Måske er brevskriveren selv advokat? Eller måske er brevskriveren blot en vred socialdemokrat, der har kogt hele suppen op i blindt hævnøjemed?

Uanset hvad er det min påstand, at eksistensen af brevet reelt smadrer Skattekommissionens arbejde. Som da John F. Kennedy blev skudt, risikerer vi aldrig at få en klar beskrivelse og afklaring, idet et kæmpe beviskompleks – muligvis – ikke indgår i rapporten fra kommissionen. Kommissionen havde sat en frist til i går kl. 12 for, at brevskriveren kunne komme frem. Ellers vil kommissionen se bort fra brevet. Men kan den det? Formelt ja, men reelt nej, idet fristen er meningsløs. For uanset hvornår brevskriveren måtte vælge at træde frem selv eller sende sit usb-stik, må kommissionen tage det ind i sin rapport. Ellers bliver det bizart.

Og kommissionens værste mareridt er naturligvis, om beviserne fra brevskriveren først fremlægges, efter at kommissionen har fremlagt sin rapport. Da er rapporten helt værdiløs og alt arbejdet spildt. I Venstre er der selvsagt grund til voldsom bekymring, hvis man har deltaget i den type aktiviteter, som brevskriveren påstår. Selv om det er næsten umuligt at tro på, at partitoppen har været så plim, at den fabrikerer et fagligt svagt juridisk bilag via et østjysk advokatkontor, er motivet i den grad på plads. Politik er en kontaktsport og kampen om magten rå. Venstre ville bestemt ikke være et unikt parti, hvis det dengang grublede intenst over, hvad man kunne gøre for at skade sin politiske modstander – Thorning-Schmidt. Og man havde via Troels Lund Poulsen adgang til fakta om sagens forløb i Skatteministeriet. Problemet er bare, at såfremt Troels Lund orienterede Lars Løkke og andre om sagen, foretog han en ulovlig handling.

Netop derfor er brevets påståede beviser interessante, hvis de findes. Findes en korrespondance med Venstres sekretariat, bilag fra Skatteministeriet mv., bliver det svært for kommissionen at frifinde Troels Lund Poulsen og resten af V-toppen. Og da venter Rigsretten lige om hjørnet, hvilket er det reelle problem for Lars Løkke – måtte sagen komme dertil. For i moderne politik er der meget, man kan få tilgivelse for hos vælgerne. Ikke mindst, når den nuværende regering er så ufattelig upopulær. Men Rigsretten tager tid og vil skulle arbejde ind over næste valgdag om to år og dermed gøre Venstres top helt ukampdygtig.

Reelt vil brevskriveren derfor – hvis der er hold i beviserne – kunne fremprovokere Lars Løkkes afgang, idet han ikke kan kæmpe sit partis sag fra bænken i en nedsat rigsret. Før vi kommer dertil, skal vi dog have vished for, at brevskriveren eksisterer i den form, som vedkommende hævder. Og beviserne skal være til stede i form af de påståede dokumenter. Hvis ikke der fremkommer yderligere i sagen, vil kommissionen nok kunne påstå, at den vil se bort fra brevskriveren. Men det vil resten af nationen ikke. Mistanken vil altid findes. Kommissionen har dermed reelt fået sit banesår, og rapporten kan kun få et troværdigt indhold, hvis brevskriveren træder frem, inden det sidste punktum sættes.

For Venstre vil sådanne beviser indebære, at sagen går fra slem til værre. Brevskriveren har derfor allerede vundet – kendt eller ej.