Løkke har problemer med moralen - ikke med målingerne

Trods Lars Løkke Rasmussens kamp med moralen står han til at blive statsminister. »Hvis et frit samfund ikke kan hjælpe de mange, som er fattige, kan det ikke frelse de få, som er rige«, citat: John F. Kennedy. I disse dage, hvor Lars Løkkes bilagsproblemer præger såvel medier som samtaler mellem mennesker, er der ikke noget at sige til, at Socialdemokraterne nærmest danser kåde rundt på Borgen som hoppende myggesværme over en mose på en sensommeraften. Målingerne har flyttet sig markant, når det kommer til Løkkes personlige troværdighed, og Venstres tillidsfolk må tude sig ihjel over nedturen, kun en måned inden vælgerne skal sætte kryds ved kommunalvalget. En sikker sejr er nu slet ikke sikker. Men når alt er sagt, er den blå blok fortsat langt foran, senest i Megafons måling. Hvorfor?

Vælgernes oplevelse af uretfærdighed er fortsat udtalt i kølvandet på de reformer, som regeringen har gennemført. Det ændrer Løkkes flyveture ikke på. Der skal langt mere til for at rette tilliden op på valgdagen om to år. Pressemødet forleden var en tilståelsessag på to felter. Flybilletter på første klasse og – reelt nok endnu værre – Løkkes ’glemsomhed’ om sin datters flybillet. Der er ingen tvivl om, at Løkke vil gå anskudt gennem sit politiske liv herfra. Borgerlige kernevælgere er rystet over hans dømmekraft. Inkarnerede Venstrefolk i erhvervslivet er triste og skuffede.

Hvordan kan han nidkært aflevere fedtede bilag for at modtage penge for små taxaregninger, når han overser en regning på 27.000 kroner, som han selv skal betale?

Det står klart for enhver, at Løkke sagligt set er den mest kvalificerede statsministerkandidat qua sin viden, erfaring med videre, men det står lige så klart, at hvis man peger på ham, må man med åbne øjne acceptere, at hans evne til bedømme spørgsmål af moralsk karakter i et eller andet omfang er lettere nedsat. Og det er en hulens svær ting, når det kommer til den øverste tillidspost i nationen. Det er ikke ligefrem der, de folkevalgte normalt kan tillade sig at gå på kompromis med det vigtigste, en politiker har: sin integritet. Løkke selv vil slå det hen som en større storm i et større glas vand. Alle de systemer, som et menneske har for at komme videre efter en ’politisk nærdødsoplevelse’, arbejder lige nu på fuld kraft hos Venstres leder.

Løkke må og skal skabe en udgave af forløbet, som han selv kan leve med. Ellers bliver han en omvandrende karikatur af sig selv, livet bliver tungt. Men når alt er sagt omkring Løkkes kamp med moralen, er den kælderkolde analyse, at han fortsat står til at blive Danmarks næste statsminister. Over de næste uger vil historien langsomt dø ud (den er næsten væk fra netsiderne allerede nu). Og ligesom de fleste lykkeligt havde glemt hans bilagsproblemer i 2008, vil vi om to år være længere fra den aktuelle hurlumhej. Det ved Løkke bedre end nogen. Det satser han på. Men ved regeringen – som lige nu bobler af jubel over venstrebossens trængsler – det ligeså? Allerede nu skal Thorning-Schmidt forholde sig til den kritik og bekymring, vælgerne har over for hendes egen person og hendes regering. Kan være, at Løkke bare styrter nu, og regeringen overlever. Det er der nu ikke meget, der tyder på.

Grundlæggende er der stadig en følelse hos vælgerne af uretfærdighed forbundet med de gennemførte reformer. Reformer, som Løkke også har lagt stemmer til. Præcis som Anders Fogh Rasmussen som daværende V-boss lagde stemmer til den efterlønsreform, der gav statsminister Poul Nyrup Rasmussen hans personlige banesår. Fogh stod uplettet tilbage. I en tid, hvor poppolitikken kører mere skingert end nogensinde, hvor afstanden mellem den (skingre) offentlige debat og den reelle kompleksitet forbundet med at lede kongeriget hele tiden udvides, og hvor dybt bizarre typer som ’Dovne Robert’ får mere opmærksomhed end de fleste toppolitikere, kan man som forslået statsminister hurtigt få den tanke, at Løkkes sag er nok til at ændre alt.

Det er den ikke. Sansningen af retfærdighed er stadig den drivende kraft for den almindelige vælger, og regeringens reformer – som man fagøkonomisk kan sige meget godt om – ligger langt fra hvad de, som rammes (kontanthjælpsmodtagerne, førtidspensionister, dagpengemodtagerne), og alle de, der frygter at blive en del af disse grupper, opfatter som retfærdigt. John F. Kennedys lære om, at det er gennem ordentlige forhold for de ringeststillede, at de velstillede kan få et samfund, som de moralsk kan holde ud at leve i, står i den grad til troende aktuelt i dansk politik. Både Løkke og Thorning-Schmidt gør derfor klogt i at forstå, at når alt kommer til alt, da ER politik lig med moral.