Danmark bør overveje en håndsrækning til Iran
Villy Søvndal bør skubbe på i retning af en aftale uanset skepsis fra bl.a. Israel. Det er – måske – forår i Iran. Forhandlingerne mellem den iranske regering og et hold fra verdenssamfundet ligner en proces, der kan få et positivt udfald. Iran har med Hassan Rouhani fået en ny og mere fremsynet præsident, som repræsenterer et tøbrud i forhold til det årelange bundfrosne forhold med mellem Iran og Vesten. Danmark ligger – som altid med denne regering – trygt i læ bag USA og EU. Men måske udenrigsminister Villy Søvndal efter sygeorloven skulle finde en mere klar linje, som offentligt bakker op om de igangværende forhandlinger.
Potentielt er det freden i Mellemøsten, som er på spil, og iranerne har brug for at fornemme, at vi i Vesten vil dem, hvis drøftelserne om deres atomprogram kommer helt i mål. Obama var lige ved at komme under anklage for manglende patriotisme, da han nylig blev lidt for venlig over for Rouhani under mødet i FN i New York. Rouhani blev tilsvarende belønnet med rådne tomater for sin udstrakte hånd mod Vesten, da han landede i Teheran efter sit besøg i New York. Medier som New York Times, CNN og The Economist er alle forundrede over den fremdrift, som der mirakuløst ser ud til at være i forhandlingerne om at få Irans atomudviklingsprogram afviklet og erstattet af et program, der beriger uran til et niveau, hvor det alene kan tjene civile formål. Selv mødte jeg for nylig iraneksperten Misha Zand på en café i det indre København. Det var en god oplevelse. Hun har svært ved at skjule sin begejstring.
Rouhani var et overraskende valg til præsident; en due, og tiderne er skiftet i Iran, vurderer hun. Nu kan eksempelvis mørkemændene fra den strengt religiøse side blive offentligt imødegået i medier og på gader og stræder. På trods af tomaterne mod Rouhani er der et bredt ønske blandt almindelige mennesker om at få normaliseret forholdet til omverdenen og få ophævet sanktionerne. Magten er ikke entydigt placeret i Vogternes Råd, Irans religiøse overbygning, men – som i Danmark og andre lande – er det meget mere kompliceret, hvorfra den reelle magt udøves. Er Misha Zand for optimistisk? Måske.
Men hvis 50 procent af hendes vurdering holder vand, bør Vesten gribe chancen med Rouhani og satse hårdt på at få Iran indlemmet i en proces, der bringer landet i sync med sine omgivelser. Mellemøsten har været et kaos, så langt tilbage nogen kan huske. Det vil være naivt at tro, at det tilstand kan ændres over night. Saudi-Arabien er aktuelt rasende over USA’s flirteri med iranerne. Israel ønsker fortsat at bombe de formodede iranske atomanlæg. Og ikke mindst i Guds eget land er de neokonservative kræfter stærkt kritiske over for enhver tilnærmelse, som USA gør over for et Iran, som fortsat er husket som aggressoren fra shahens fald og præsident Jimmi Carters ulykkelige forsøg på en redningsaktion af de 52 amerikanske gidsler tilbage i april 1980. Begivenheden er stadig et åbent sår i den amerikanske bevidsthed. Forhandlingerne med Iran om atomprogrammet er ikke kommet i mål, og der er et stykke endnu.
Men USA’s topforhandler, Wendy Sherman, fremstår optimistisk. Læg hertil, at præsident Rouhani selv har en lang fortid som topforhandler fra den iranske side. Hvor stiller det Danmark? Villy Søvndal bør skubbe på i retning af at få en aftale i stand med Iran uanset skepsis fra bl.a. Israel.
En aftale kan være vejen til at lette sanktionerne imod den iranske befolkning, som primært rammer almindelige iranere. Hyperinflation og astronomisk ledighed er en del af Irans trængsler, og som altid er det de dårligst stillede, der betaler prisen. Danmark er et lille land, og hvilken forskel kan vi gøre, når de store drenge slås? Tja, engang gik Uffe Ellemann-Jensen som dansk udenrigsminister som den første ind og anerkendte landene i Baltikum. Det gjorde en forskel. Mørkemænd i alle lejre vil naturligvis advare imod enhver form for optimisme i forhold til Iran. Måske har de ret.
Derfor skal de verserende forhandlinger og konferencer lyse vejen op, imens vi går frem. Irans rolle i Mellemøsten kan næppe overvurderes, hvorfor der er meget at hente ved at lykkes med dialogen. Søvndal ved dette. Fakta er, at Irans nye præsident er en anden mand end forgængeren Mahmoud Ahmadinejad. Det giver håb. Villy Søvndal er gammel nok til at huske, hvordan den udenrigspolitiske dagsorden kan ændre sig. For femten år siden var Kina et diktatur. Nu er Kina et diktatur og en kommerciel partner. Det iranske marked var stort engang. Søvndal bør kunne hente støtte i dansk erhvervsliv. Velkommen tilbage, Villy.