Mistillid er nøgleordet i Corydon/Schmidt-dramaet

Enhedslisten stoler ikke på finansministeren. Og slet ikke på Vestager. To bade om ugen må da være en menneskeret? Johanne Schmidt-Nielsen kræver – i bedste Dansk Folkeparti-stil – at de ældre garanteres et par ture under bruseren. Det er umuligt meningsfyldt at mene det modsatte af Johannes krav. Til dato er det kun min femårige dreng (som ikke kan lide at få vasket hår) og familiens schæferhund under min opvækst på Vestegnen i 1970’erne, som hellere end gerne vil omgå badet. Slaget står ikke om, hvorvidt de ældre skal i bad. Men hvorvidt det er politikernes rolle at regere detaljeret fra Christiansborg, eller om det er kommunerne, der må arrangere sig lokalt.

Nøgleordet i Corydon/Schmidt-Nielsen-dramaet er ’tillid’ – eller mangel på samme. Tirsdag morgen talte jeg lidt med Jesper Nygaard, Realdanias nye visionære topchef, om finanslovsforhandlingerne. Nygaard har gennem årene altid kæmpet for, at politikerne alene skal sætte rammerne, sætte retning. Ikke rode med detaljerne. Nygaard har ret. Og der findes ikke en medarbejder i Finansministeriet, som ikke netop har skreget den pointe ind i øret på finansminister Bjarne Corydon igennem de seneste dage. At udstikke garantier fra centralt hold er at detailstyre kommunerne og sætte det kommunale selvstyre ud af kraft.

Det kan selvfølgelig være en god idé at diktere centralt, hvis man har mistillid til det kommunale selvstyre. Eller hvis man har mistillid til sin forhandlingsmodpart. Og det har Johanne. Efter at Corydon arrogant vendte på en tallerken og indgik en skattereform med Venstre i sommeren 2012, har forholdet mellem regeringen og dens parlamentariske grundlag været bundfrossent. Enhedslisten stoler simpelthen ikke på finansministeren. Og slet ikke på Vestager, som hellere sms’er med Venstres Claus Hjort. Regeringens problem er – igen, igen – at den ikke kan forklare sit standpunkt for den brede offentlighed. Johanne smiler og kræver to bade om ugen.

Regeringen erklærer sig enig, men alligevel uenig med den administrative måde at gennemføre ønsket på. Regeringen vil give en pose penge til kommunerne – endnu en milliard, som ryger i det store sorte hul. Enhedslisten har kommunikationsmæssigt fat i den lange ende. Vælgerne er ligeglade med administrative procedurer. Og to bade om ugen er vel ikke urimeligt? Og at Johanne Schmidt-Nielsen ikke stiller helt urimelige krav, vidner historien om. Dels har Dansk Folkeparti igen og igen fokuseret på at få indrømmelser til enkeltgrupper. Og Anders Fogh Rasmussens krav om et skattestop – som i både princip, administrativ vildskab og omfang langt overgår EL’s badekrav – blev gennemført og opretholdt. På trods af Finansministeriets modstand. Yderligere overtrumfede den nuværende regering langt EL’s badekrav, da den i 2007 – i opposition – fremlagde 29 centrale velfærdskrav, herunder kravet om, at alle plejekrævende ældre har ret til – hold nu fast – et bad om dagen.

Det fik statsminister Fogh Rasmussen til at udarbejde sin kvalitetsreform. Så EL’s krav er hverken nyt eller stort, hvilket kan være rart for regeringen at vide, givet, at den enten må give sig eller udskrive et folketingsvalg. Eller forhandle en helt anden type finanslov med Lars Løkke. Jeg har tidligere anbefalet regeringen at tage et valg ud fra det synspunkt, at Venstre næppe i denne valgperiode kommer til at stå svagere end nu, men Thorning-Schmidt har næppe appetitten herpå, hvorfor Johanne står til gevinst, hvis hun kan undlade at blinke først. EL-bossen har i mandags udtalt, at hun ikke er bange for et valg. Det tror pokker: Enhedslisten står til at få 10 procent af stemmerne og nærmest udslette SF.

Regeringen har været ganske lidt tilbøjelig til at give sig i forhandlinger med Enhedslisten. Og et stykke af vejen med rette. Hvis EL tror, at man kan stille det ene vilde krav efter det andet, vil regeringens ansvarlige politik hurtigt fordufte.

Men derfra og så til at etablere et direkte giftigt miljø over for Johanne Schmidt-Nielsen er politisk uklogt. Regeringen har så langt gjort, hvad en enhver finansministeriel embedsmand har drømt om, uden smålige politiske hensyn til egne vælgere.

Derfor er EL på 10 procent i dag.

Men de samme finansministerielle rådgivere bør måske nu vise deres værd ved at finde på andre indrømmelser, som eventuelt kan erstatte retskravet om bruserbesøg? Eksempelvis pegede en Kraka-analyse i Jyllands-Posten i weekenden på, at der er mange utilsigtede indkomstfald på grund af kontanthjælpsreformen hos de svageste kontanthjælpsmodtagere, som tilfældigvis bor sammen med en partner, der tjener penge.