Nu er der tegn på liv i S

Kampen om tiden efter Thorning-Schmidt er sat på standby. I gårsdagens udgave af vores avis kunne man læse et politisk brøl fra den socialdemokratiske topledelse. I en Kronik forsøgte firkløveret Bjarne Corydon, Mette Frederiksen, Carsten Hansen og Henrik Sass Larsen at forklare, hvorfor det giver mening – overhovedet – at stemme på en socialdemokratisk ledet regering. Lad os bare sige sandheden: Den dårlige nyhed er, at indholdet af Kroniken ikke bringer partiet meget videre. Den gode nyhed er, at der nu i det mindste er nogen, som forsøger at formulere, hvorfor man er der. Men for statsministeren er den bedste nyhed en helt anden. 

De har ikke haft nogen nem opgave, de fire socialdemokrater. Målet har været at sende nogle retningsgivende anbefalinger, om hvad der skal fokus på: staten. Tanken er jo god nok, såfremt man fortsat vil dæmonisere finanssektoren (kan der snart ligge flere slag med spaden på den sektors gennemtæskede ryg?) og tale om behovet for at holde de påståede både vilde og gale bankfolk i kortere snor. Eller når man har et klassekampsfokus på de forkætrede private sygeforsikringer, som skal bekæmpes – igen igen. Staten skal regulere – dem alle!

Over krusene med kaffe har de siddet i Mette F’s køkken og bakset med rettelserne, kæmpet om hver en formulering. Tag eksempelvis denne her: »Det stiller nye krav til vores økonomiske politik. Vi skal skubbe gang i væksten og komme ud af den økonomiske krise, samtidig med at vi skal sikre overholdbarhed i økonomien og undgå usund lånoptagning«. Sådan formuleres en umulighed. Her bliver den almene enighed blandt de 179 folketingsmedlemmer om at vores børn skal lære noget i skolen, sat ind i en spændende historisk sammenhæng. Det er rigtigt set, at omfordelingsdiskussionen var relevant for generationer siden. Debatten om kickstarten, der blev væk (Jelved er i alt fald gået i gang med at lede efter den), lyser ud af sætningen. 

Man kan kun vanskeligt sætte gang i noget som helst uden penge. Og har man dem ikke i statskassen, må man låne. Men her står, at det vil man ikke. Dette var finansministerens bidrag til festen.  Som en finurlig tekst i et politisk forlig på Christiansborg er en sådan retningspil for den økonomiske politik nok meget god. Men som et signal til vælgerne i en landsdækkende avis skal der nok lidt mere kul på. 

Der må have været ikke så lidt cognac i Mette F’s hjemmelavede napoleonshatte, som de fire satte tænderne i efter kaffen, alt imens den dansende pen skrev, at man (læs: Anders Fogh Rasmussen) i 00’erne forsøgte at ombringe velfærdsstaten. Det er nok lidt vel fortænkt, idet Fogh som bekendt udvidede den offentlige sektor til et niveau, som – muligvis – kun overgås af Cuba, hvad bl.a. Kraka viste i en analyse her i bladet i sidste uge. 

Langt mere interessant er følgende sætning: »I 2012 er vores historiske hovedforpligtelse ikke at omfordele økonomisk fra rig til fattig. Vores historiske opgave er at tage alle til rådighed stående midler i brug for at skabe en veluddannet befolkning…« Eksempelvis blandt sådan nogle som mig selv, dengang jeg læste, og hvor mine forældre havde fortalt om forholdene under krigen, hvor der var et langt lavere velstandsniveau i kongeriget, og hvor uligheden var graverende stor. 

Dagens yngre vælgere tænder ikke på den klassiske fordelingsdebat, fordi de er vokset op i en tid og med en samfundsmodel, som – heldigvis – leverer en grundlæggende velfærd til danskerne. En detalje som LO-toppen i øvrigt burde tage lidt ved lære af. LO definerer sin berettigelse ud fra en – for de fleste lidt uvirkelig – tid, hvor konflikten mellem arbejdsgivere og arbejdere var entydig, permanent og monumental.

At tale om uddannelse som garanten for velfærd i fremtiden frem for klassekamp er derfor begavet. Ikke mindst når de fire socialdemokrater kobler det til en positiv tilgang til det erhvervsliv, som al velfærd i kongeriget starter og slutter med. Kører virksomhederne ikke, kører velfærdssamfundet heller ikke.  I Mette Frederiksens køkken er der blevet formuleret politiske synspunkter, og hvor har det manglet. Selvsagt kan Kroniken ikke stå alene. Denne enlige svale skaber ingen vælgerjubel, men partiet har åbenbart stadig lidt puls. Signalet til vælgerne og frem for alt baglandet om, at man alligevel ikke tilhører en spildt generation af S-politikere, er der nok brug for at få sendt. At man endnu ikke har givet op. 

Læg mærke til, at netop disse fire top-sosser tegner netop de fraktioner, som findes i partiet. Det vigtigste signal er derfor, at der hertil er enighed om linjen, og at kampen om tiden efter Thorning-Schmidt er sat på standby. For statsministeren er forfatterkredsen derfor vigtigere end indholdet frem mod S-årsmødet i september.