Regeringens psykose?

HE BIG SHORT'. Bogen om finanskrisen af Michael Lewis, som på blændende vis beskriver, hvordan finanskrisen kom til USA, fordi stort set alle på Wall Street troede, at de mange boliglån til fattige amerikanere havde en langt større chance for at blive betalt tilbage, end tilfældet var. Bogen er en ' must read'.

I sin trang til at tjene mere havde Wall Street skabt et syntetisk boliglån/obligation, som byggede på, at man som obligationsejer fik andel i en hel bunke sammensatte boliglån, hvoraf kun en lille andel var i højrisiko for ikke at blive betalt tilbage. Troede man. Sandheden var, at der ingenting skulle til i form af amerikanske boligejere, der ikke kunne betale deres husleje, før hele stakken af lån væltede bagover, og at ejerne af de syntetiske obligationer bag alle lånene stod tilbage med værdiløse papirer.

Den reelle risiko ved de syntetiske obligationer var så vanskelig at gennemskue, at ratingbureauerne - Moodys, Standard & Poors - vurderede lånene som topklasse. Vi kender historien. Boligmarkedet og økonomien havde hidtil kun bevæget sig én vej - op. Da det i 2007 blot stagnerede en anelse, gik de amerikanske boligejere - som aldrig skulle have haft tilbudt boliglån i det hele taget - konkurs. Og de store banker på Wall Street, Goldman Sach, Morgan Stanley, Leeman Brother, Bear Stearn, Deutche bank, UBS m. fl. - som alle ejede enorme mængder af disse syntetiske boligobligationer - måtte inkassere milliarder af dollar i tab. Resten af verden lider stadig under dette kollaps i dag.

DER ER selvsagt mange moraler at uddrage af miseren. En af de vigtigste handler om den menneskelige naturs hang til at vurdere en situation som resten af flokken. Wall Street er en magnet for nogle af verdens klogeste mennesker. Esserne fra de bedste amerikanske universiteter søger ' The Street'. Hvordan kunne disse mennesker med syvcifrede lønninger ( i dollar) undlade at dykke nærmere ned i disse komplekse låns reelle risiko? Hvordan kunne de store bankers risikostyringssystemer overse, at det ( næsten) var umuligt at gennemskue boliglånenes reelle risiko? Det var en kollektiv psykose, som kun få gennemskuede på tidspunktet, hvad vi vender tilbage til.

HVIS DE stadig hænger på, kære læser, er vi tilbage i dansk politik ved Mette Frederiksens kontanthjælpsreform. Ret og pligt. Isoleret set skal hun nok klare forløbet med sin reform. Hun skal også nok få skabt en reform, der bringer kontanthjælpssystemet et godt stykke videre med mere respekt for individet og bl. a. krav om at arbejde ( hive-cykler-opaf-kanalen-job), hvis man modtager kontanthjælp.

Uddannelseskrav til de unge har Frederiksen talt om i årevis, og hun har ret. Adskillige regeringer har forsøgt at få de unge i uddannelse uden det store held. Frederiksens kontanthjælpsreform afslutter et monster reformforløb fra beskæftigelsesministerens hånd. Førtids-og fleksjobreformen. Dagpenge og akutjobforløbet. Og nu kontanthjælpsreformen, som vil markere, at regeringen vil insistere på ret og pligt. Frederiksen skal i sit forlig finde balancen mellem Joachim B. Olsen og Johanne Schmidt-Nielsen, således at hun hverken fremstår som en slagter eller en blød banan.

FREDERIKSENS INDSATS på de svagestes vegne er imidlertid dårlig timing. For socialdemokrater er det altid politisk farligt at røre ved ydelsessystemerne for de svageste, og i en tid, hvor regeringen skraber bunden, er det ekstra farligt. Alle i S glæder sig over, at det er Frederiksens tårnhøje renommé, der investeres her. Kunne andre end hende slæbe disse reformer igennem? Statsministeren skal ikke nyde noget. Hun er der klogt nok kun, når der skal lanceres positive ting, såsom akutjobordningen ( hvis nogen finder den positiv?). Når dagpengeperioden pinedød skal halveres midt i den lavkonjunktur, som startede på Wall Street i 2007-08, er det Frederiksen, som aften efter aften går på tv.

FORNEMMER DE, hvor jeg vil hen, kære læser? Regeringen er grebet af en kollektiv psykose, der handler om at gennemføre en lang række reformer, som er langsigtet fornuftige, men måske gav bedre mening i en anden økonomisk situation. Man glæder sig ikke over Frederiksens ' afbalancerede' kontanthjælpsreform.

Man holder vejret. Klarer hun også den? Man glæder sig ikke over skattereformen, der skar alle overførslerne, man holdt vejret. Man glæder sig ikke over halveringen af dagpengeperioden, man holder vejret og lapper lidt med akutpakkehurlumhejet. Og man fortæller sig selv - godt afstivet af embedsapparatet - at det hele er nødvendigt lige nu for kongeriget.

Der var nogle få hedgefonde, som i tide gennemskuede risikoen i de katastrofale boliglån i USA. De troede næsten ikke på deres eget held eller på, at resten af verden var blevet nuts. De spekulerede imod dem ( købte de såkaldte credit default-swaps) - og blev stenrige. Parallellerne til dansk politik er tankevækkende. Frederiksens indsats på de svagestes vegne er dårlig timing.