Sass er stadig Thornings problem

Sagen om Henrik Sass Larsen står præcis der, hvor den hele tiden har stået. Henrik Sass Larsen er tilbage i dansk politik til tonerne af ’He’s a jolly good fellow’. Larsen har offentliggjort det dokument, som efter sigende fældede ham, dengang han sad i Tårnet og pludselig fik en ubehagelig besked fra PET via statsministeren. Inden man rejser en bronzestatue af Socialdemokraternes nyvalgte gruppeformand i Vandrehallen på Christiansborg, må man mere nøgternt vurdere kendsgerningerne: 

For det første kan Sass Larsen nu, såvel som tidligere, blive minister, hvis blot Thorning-Schmidt siger o.k. For det andet er Sass Larsen ikke kriminel, men har (haft) en omgang med hærdede kriminelle, som ville have forhindret en embedsmand i Finans- eller Statsministeriet i at få en sikkerhedsgodkendelse af PET. Det handlede således om dømmekraft, integritet og tillid, dengang Thorning-Schmidt sagde nej til at have Sass Larsen på ministerholdet. Det gør det fortsat. 

Sjældent har man set en bølge af sympati rette sig mod den kontroversielle S-politiker, som da han smilende stod der på trappen hos sin advokat og viste de to siders politirapport frem, som han nu havde fået udleveret. Selvsagt må man glæde sig på Sass Larsens vegne over, at der i alt fald ikke er mere i sagen end det hidtil kendte. Spørgsmålene, som nu trænger sig på, er følgende: Hvorfor Thorning-Schmidt lod sin departementschef, Christian Kettel Thomsen, orientere Sass Larsen, undrer mange, som har kendskab til, hvordan den slags foregår.Hvorfor blev Sass Larsen forhindret i at blive finansminister? Og kan han blive minister efter den ventede rokade efter sommeren?

Lad os se på fakta, som starter med en uregelmæssighed: Hvorfor blev offentligheden inddraget?  På valgaftenen 15. september har man i PET kendt til Sass Larsens omgang med de kriminelle rockere fra Bandidos. Kort efter valgsejren er den kommende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, blevet orienteret. PET har pligt til at aflevere oplysninger, som efterretningstjenesten ligger inde med om de enkelte ministeremner. Derfra er det normale, at statsministeren selv vurderer, om der foreligger noget belastende.

Hun kunne stille og roligt selv have fortalt ham om sagen og bedt ham blive enten gruppeformand eller placere ham på en mindre central ministerpost. Det var og er hendes beslutning – og hendes alene. Derved kunne hun have undgået offentlighed om Sass Larsens forhold.  Svaret kender vi ikke, men et godt bud er, at Sass Larsen blev genstridig, og at det blev embedsmændenes sure pligt at gøre ham begribeligt, at han – og dermed statsministeren – havde et problem.  Hvor slem er Sass Larsens brøde i grunden? 

Umiddelbart kan enhver politiker dele en øl, med hvem man vil. Også en rocker. Måske kan man også lade sig ’redde’ af en rocker fra et slagsmål på et værtshus. Og måske kan man også sms’e venligt med et højtstående medlem af Bandidos. PET har aldrig påstået, at Sass Larsen var kriminel. Eller at han ikke kunne blive minister. Det er som sagt Thorning-Schmidts call. Det er alene en vurdering af, om en person kan betros fortrolige oplysninger og forvalte dem fortroligt og hensigtsmæssigt, som indgår i vurderingen fra PET.

For at udmåle graden af Sass Larsens problem stod det dengang klart, at havde PET fået til opgave at sikkerhedsgodkende en højtstående embedsmand i Finansministeriet (her er det PET, som beslutter), som var kendetegnet ved præcis de samme forhold som Sass Larsen, ville vedkommende ikke få en sikkerhedsgodkendelse. Dette er vel i virkeligheden det, som bragte Thorning-Schmidt frem til sin beslutning. 

Det papir på to sider, som Sass Larsen offentliggjorde, er en del af en efterforskning, som Københavns Politi har gennemført omkring rockermiljøet. Og ikke en rapport fra PET. PET har dermed ikke kunnet garantere, at oplysningerne om Sass Larsen ville forblive fortrolige i hele Sass Larsens ministertid, idet det almindelige politi er utæt som en si, hvilket har presset statsministeren yderligere.  Hvor står sagen nu? Den står præcis, hvor den hele tiden har stået. Statsministeren har – som alle statsministre – mange problemer uden en klar løsning. Dette er en af dem. Sass Larsen ville i dag ikke kunne få en sikkerhedsgodkendelse, hvis han havde været en embedsmand i eksempelvis Finansministeriet, hvor PET har beslutningsretten. 

Derfor har Thorning-Schmidt fortsat den udfordring – blandt mange – at hun ikke rigtig kan sætte Sass Larsen på holdet uden at løbe den risiko, som ifølge PET knytter sig til Sass Larsens almindelige pålidelighed. Kan man være minister, når man ikke kan være embedsmand? 
Thorning vil givet lure folkestemningen omkring Sass Larsens sag, og hendes katastrofale situation taler for, at hun gerne vil inddrage Sass Larsen mere for at få ham ’ind i teltet’. Men det ser svært ud.

God weekend.