Støt Thorning - eller luk LO
"Hvordan kan vi gå ud og forklare vores medlemmer, at de skal knokle mere, miste store bededag og lidt ferie, når de lige har fået en spand og hoppe i til overenskomstforhandlingerne, og der er arbejdsløshed, så langt øjet rækker?".
Ja, kære læser, De har gættet rigtigt. Ordene kommer fra en lidt frustreret faglig leder. Og sandt nok bliver de kommende trepartsforhandlinger – hvis de kommer? – en gevaldig test på igen at udvise samfundssind fra fagbevægelsens side. Men realiteten er, at fagbevægelsen ikke rigtig har noget valg. Man må ind i kampen og sikre sig lidt indflydelse og dermed lidt berettigelse.
I regeringsgrundlaget står det med flammeskrift, at trepartsforhandlingerne mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere skal skaffe 20.000 par hænder ekstra i 2020 og 4 milliarder kroner til statskassen. Førstnævnte kan oversættes til, at danske lønmodtagere skal arbejde mere. Sidstnævnte kan bruges på diverse uddannelser for lønmodtagerne. Der er ingen tvivl om, at samtlige nationaløkonomer i kongeriget bifalder regeringens ambitioner. Arbejdsløshed nu eller ej, vi bruger for mange penge på velfærd, i forhold til hvor mange skatteindtægter vi får ind. Og det bliver kun værre frem mod 2020.
Opfyldelsen af regeringens fornuftige målsætning er på Christiansborg et must for at overleve. Hvis man forestillede sig, at S og SF blev bløde i knæene og opgav denne del af regeringsgrundlaget, ville Margrethe Vestager gøre det til en kabinetssag. Harald Børsting, som ikke må undervurderes, valgte i den grad side før valget, ikke mindst i frustration over, at Løkke aldrig tog telefonen i sin tid som statsminister. Jeg husker, hvordan han stod, som situationens general, på slotspladsen, omgivet af demonstrerende kammerater. Det var hans gennembrud som LO-formand. Med andre ord har Thorning-Schmidt, Corydon og Søvndal intet valg, og derfor truer statsministeren med bål og brand, hvis ikke LO makker ret. Enten gennemfører de det nødvendige med fagbevægelsens deltagelse – eller uden. Fagbevægelsen sidder i en lille klemme.
Forventningen var vel, at den loyale adfærd over for S-SF-projektet ville udløse en modydelse? Bl.a. af den grund må det undre Haralds bagland lidt, at regeringsgrundlagets krav om merarbejde kommer i kølvandet på justeringen af efterlønnen. En justering, som Thorning-Schmidt før valget frejdig erklærede ville eliminere S-SF-planens krav om at arbejde (12 minutter) mere. Endelig føler fagbevægelsen, at man senest har betalt så rigeligt. Overenskomstløsningen på det private arbejdsmarked er lige endt med cirka et rundt nul, når det gælder lønposen. Og på store dele af arbejdsmarkedet er ledigheden stor nok til, at de faglige høvdinge får svært ved at forklare medlemmerne, at færre nu skal gøre mere.
Såfremt Børsting & co. ikke viser vilje til at løse opgaven, vil den blive løst alligevel. Der er et tordnende flertal i Folketinget for at skabe langsigtet holdbarhed på de offentlige finanser. Og Løkke vil smiske og sliske for Vestager for at lokke hende til sig. Enhedslisten er imod. Og de meldte sig da også planmæssigt ud af forhandlingerne i torsdags, da de erklærede, at de ikke ville pille ved store bededag. Enhver, der følger slagets gang, ved, at netop store bededag allerede er gået i sin mor. Sagen er den, at der – med Corydons ord – er sonderinger i disse uger mellem regeringen og udvalgte dele af fagbevægelsens top. Hvis parterne er enige om ikke at starte de formelle forhandlinger, før de reelt allerede er blevet enige, har de min fulde forståelse. Der er simpelthen for meget politisk kapital på spil for begge, såfremt en storstilet forhandlingsrunde i Statsministeriet flopper.
Regeringens popularitet er i bund, den har fumlet gevaldigt i andre sager, og fagbevægelsen har brug for at gå ind i noget, hvor de kommer ud og viser medlemmerne, at de er kontingentet værd. Det vil være klogt at vise handlekraft og lande en aftale før sommer, hvor underpunkter omkring uddannelse eksempelvis skal udmøntes over det næste års tid. Der er brug for, at alle medlemmer får en lille luns, som trækker i positiv retning, når de nu overordnet skal lægge fjæs til en kindhest i superklassen. Pas på med at overfortolke det lidt negative billede i pressen om drøftelserne mellem parterne. Det holder ikke helt.
Det helt afgørende argument for Børsting handler om, at fagbevægelsen tager ansvar for at sikre det danske velfærdssamfund med en fortsat betydelig offentlig sektor. Fagbevægelsen kan ikke tale sig ud af nationens økonomiske ubalancer. Men indgår Børsting en aftale, som langsigtet – via en betydelig offentlig sektor – sikrer omfordeling fra velstillede til mindre velstillede, og som sikrer, at LO’s medlemmer i den offentlige sektor i øvrigt beholder deres job (så ro på, Dennis!), er det vel ikke så ringe endda.