Thorning må skrifte sin umusikalitet
Thorning-Schmidt vil gøre alt for at undgå at blive så udstillet, at hun ikke kan undgå at trykke på valgknappen. »Der findes malere, der forvandler solen til en gul klat, men der findes andre, som takket være deres kunst og forstand forvandler en gul klat til solen«, citat af Pablo Picasso.
Hvordan Picassos ord passer ind i den nye skattereform, afhænger af øjnene, der ser. I regeringens øjne forvandles maling til sol. I oppositionens øjne – på begge sider – forvandles sol unægtelig til maling. I de seneste 11 år har dansk politik ikke ligget så åbent som nu.
Fogh og Løkke havde altid et flertal med Kjærsgaard, som de aftalte deres politik med. Det kan S-R-SF-regeringen ikke. De er simpelthen ikke enige med Enhedslisten om substansen. Alt taler for en skatteaftale med Løkke, men kan Enhedslisten leve med mindre, end at hele overførselsreguleringen skal af bordet, kan regnestykkerne i reformen muligvis alligevel komme hjem i et EL-forlig. Reguleringen af overførselsindkomsterne vejer så tungt ind i reformen, at den klasker sammen, hvis man fjerner den. Men mindre kan måske gøre det? Skattereformen må være et kabinetsspørgsmål for Thorning-Schmidt, hvorfor det er afgørende, at støttepartiet kan levere, hvis Løkke trækker sig. Ikke mindst i lyset af dagens meningsmåling, hvor det store regeringsparti ligger på 16,9 procent. Situationen er farlig, meget farlig. Lige nu er Løkke i sit es.
Han spankulerer glad rundt og nyder processen. Han har kun ét stort problem: Skal han hoppe ud af skattereformforhandlingerne, skal han have en god begrundelse. Og den er ikke lige til at se. Hans 13 mia. kr. i skattelettelser er svundet fælt ind. Og det koger og syder i erhvervskredse, for at han skal tage den bøf, som regeringen har lagt foran ham. Det siger sig selv, at han godt kan mærke, at jorden gynger under Thorning-Schmidt. Det gør det kun yderligere vigtigt for ham ikke at give hende vinger ved at indgå store reformer med regeringen. Så alt går lige nu i Løkkes retning.
Så langt er han også af den opfattelse, at Enhedslistens krav om, at man skal holde snitterne helt væk fra overførselsindkomsterne, vil sikre, at regeringen ikke kan lave forlig med andre end Venstre. Og han har ret. Johanne Schmidt-Nielsen kandiderer til årets ’skrigeskinkepris’ i dansk politik, og skal man tage hendes udsagn for pålydende, er det udelukket, at EL kan være med til noget som helst i forbindelse med skattereformen, medmindre forslaget om regulering af overførslerne tages helt af bordet. Man skal passe på med at kravle for højt op i træerne, når man har med politik at gøre. Forlig handler om at bøje sig, nogle gange bøje sig meget. Og vælgerne lytter nu. Når det handler om skat og indkomstforhold, er opmærksomheden på valgkampsniveau.
Der ER løsninger, som måske imødekommer Enhedslisten, og som bringer realismens skær over et forlig mod venstrefløjen. Hvis Johanne kan leve med, at reguleringen af overførslerne ikke fjernes, men justeres, vil muligheden måske åbne sig. Lad os være konkrete. Såfremt hun kan acceptere, at det eksempelvis kun er 70 procent af den foreslåede regulering, som kommer igennem, vil regeringen kunne kompensere dette ved at justere topskattegrænsen og rentefradraget yderligere.
Helt centralt er det, at EL’s hovedbestyrelse ikke forlanger det urimelige, fordi reformen da ikke længere hænger sammen. Og regeringen står af. Finten ved, at regeringen arbejder i denne retning, handler om, at Lars Løkke ikke længere vil have monopol på at bestemme, om regeringen kan regere eller ej.Topskattegrænsen genvinder den tabte effekt af friske hænder på arbejdsmarkedet. En øget tiltrængt regulering af rentefradraget dækker det økonomiske finansieringshul, som den mindskede ændring i overførslerne indebærer. The beauty kan her være, at de radikale kan leve med begge elementer. Det siger sig selv, at Thorning-Schmidts historiske mangel på popularitet hos vælgerne i den grad trækker i retning af, at hun vil gøre alt for at undgå at blive så udstillet, at hun ikke kan undgå at trykke på valgknappen.
Dagens meningsmåling sætter ikke bare spørgsmålstegn ved skattereformen. Den sætter også spørgsmålstegn ved Thorning-Schmidts politiske lederskab. Hun kom til magten på et grundlag, som ligger langt fra den politik, hun forsøger at føre. Thorning kan nu gøre to ting: ændre politikken eller skrifte sin mangel på politisk musikalitet for vælgerne. Der er intet, som tyder på, at hun kan skyde sig gennem Margrethe Vestager. Derfor venter skriftestolen forude. God weekend.