Thorning skal vinde 4-0 - og det kan hun ikke.
De sidste uger og måneder er gået med at diskutere om statsministeren udskriver valg. Det har hele tiden undret mig at diverse iagttagere af politik (også Kristiansen og især Hans) mener, at hun bare skulle trykke på knappen. Hun har på intet tidspunkt været inde i zonen hvor hun kunne forvente at vinde en valgkamp og fortsætte med regeringsmagten - hvad jo er det som det hele handler om, magten.
Helle Thorning-Schmidt har gjort det godt siden nytår. Tvunget af den sikre nedtur har hun måtte træde i offensiven og gennemføre noget der minder om en valgkamp - inden hun går ind i en rigtig valgkamp. Hun var simpelthen for langt bagud.
Derfor har vi set den ene kampagne efter den anden, og dagligt har statsministeren siddet og ventet på godt nyt i målingerne (blokken, IKKE S). Det har ikke bare været en klog strategi, det har også været den eneste strategi. Hendes politiske situation minder om den hvor et hold i Champions leage har tabt 3-0 i første kamp og nu SKAL vinde 4-0 i den næste for at gå videre. Det er en umulig situation.
Thorning kan måske - på en god dag med hiv og sving slå Løkke og blå blok 2-0 (så har vi vist også taget optimisthatten på), men ikke 4-0. Så ringe er Løkke bare ikke i de direkte debatter mv.
Derfor SKAL hun bringe sig og den røde blok i en situation hvor det højest er 2-0 hun skal vinde - derfor den endeløse kampagne.
Dette har tilsyneladende forvirret trænede iagttagere til at tro, at hun var ved at geare op til valg. Det var hun måske også, men altså kun hvis tallene blev bedre, og det er de så ikke rigtigt blevet i et tilstrækkeligt omfang. Thorning-Schmidt har gjort hvad hun kunne og må konstatere, at det ikke bliver i foråret, at hun kommer ind i zonen hvor hun maksimalt skal vinde 2-0.
Realistisk set er der nu maksimalt to uger tilbage at udskrive et valg i, ellers går vi ind i juni, og det duer ikke. Regeringen - og Thorning-Schmidt - har truffet nogle politisk set ejendommelige beslutninger gennem årene, hvorfor det selvfølgelig kan ske at hun alligevel trykker på knappen i den nuværende situation, hvor hun skal vinde 4-0 - og derfor taber. MEN, realistisk set kommer valget som ventet til efteråret.
Det ejendommelige er, at Lars Løkkes enorme upopularitet (se den uendelige række af målinger) er en præmis for at det hele ikke allerede ER forbi. Tænkt hvis Venstre havde en statsministerkandidat med blot en middelgod troværdighed i vælgerkorpset? Puha, det siger ikke så lidt om hvor statsministeren har formået at placere gennem valgperioden!
Og en lang kampagne uden flere fumlere er svær at gennemføre i praksis. Således kunne man i ugen høre finansminister Bjarne Corydon tale om at dagpengesystemet er forældet. 'Don't go there, Bjarne!'. Dermed skaber finansmisteren uklogt yderligere usikkerhed hos de tusinder af vælgere, som er blevet skræmt fra vid og sans over dagpengereformen, og som er vrede, meget vrede.
Thorning-Schmidt selv kom til at kommentere lidt for hårdt på den ulykkelige situation i Middelhavet i dagene efter en kæntring der kostede 700 livet. 'Det er afrikanernes eget problem', som hun sagde. Taktisk var dette møntet på 'Bent og Kirsten' i Herning, der mere end noget andet frygter tanken om at horder af sorte afrikanere pludselig gør deres indtog på gågaden og i Jyske Bank-Boksen, næste gang der er koncert med Elton John. Men meldingen var klassisk upræcis - for hård. Ejendommeligt nok mener afrikanerne at det er Vestens skyld, at bådflygtningene er eksploderet, idet den 'Afrikanske union' advarede Danmark og NATO om at bombe sig til fred i Libyen.
Så hun kan ikke forvente at holde stilen i månedsvis. Hvad skal hun nu gøre? Man skal her tænke på, at for politikere svarer det at vente på et valg til at soldater venter på at få ordren til at gå i krig - nerverne bliver hurtigt flossede. Derfor kan folk omkring statsministeren miste fatningen og drømme om det forløsende valg.
Men tænker fruen i Prins Jørgen Gård rationelt, så kommer valget til september....god dag Danmark, pas på hinanden..PEM