Thornings åbningstale er sidste chance
I DISSE UGER sidder folkene omkring statsministeren og brygger på hendes åbningstale til oktober. Hvis de kunne lege, at det første regeringsår ikke havde fundet sted, at S ikke lå på 18 procent, og at der ikke umiddelbart er udsigt til bedring, så ville de nok det. Lege. Men dette er ikke en leg. Som det ligger nu, har Thorning-Schmidt godt et år til at undgå det unævnelige - at en siddende S-statsminister må kæmpe for sit politiske liv.
Om et år er der kommunalvalg, og er tallene på samme niveau, vil det kommunale S-bagland råbe langt mere op end nu, hvor flere i weekenden tog bladet fra munden. Og endnu værre, ingen vil med de samme tal om et år have et gram tro tilbage på, at hun kan vende skuden frem mod et kommende folketingsvalg i 2015. Dette vil blive den reelle årsag til, at hun kan komme i historiske vanskeligheder.
EGENTLIG ER det lidt rystende, at det har kunnet komme så vidt på blot et enkelt år. Det føles som adskillige år siden, Thorning-Schmidt indtog Statsministeriet. Historien om prisen for, at et stort politisk parti udraderede en hel generation af trænede politikere, trænger sig på.
Lad det være sagt straks: Det er ikke statsministeren eller hendes ministerhold, der er noget i vejen med. De er bare havnet i en sammenhæng, hvor arbejdets karakter ikke helt passer til deres kvalifikationer. Man kan kun imponeres over Thorning-Schmidt, at hun modigt som nyvalgt og aldeles uerfaren trådte frem og tog ansvar, dengang i april 2005, da antallet af S-formandskandidater var besynderligt magert.
Men politik på absolut topniveau er en langt mere kompliceret metier, end de fleste tror. Viden om de enkelte tandhjul i samfundsmaskinen er nødvendig for, at man kan regere - i modsætning til blot at reagere. En viden, som det tager mange år at tilegne sig. Og at matche tidens økonomiske udfordringer med de krav, som et hungrende S-bagland ligger inde med, kræver indsigt og politisk kreativitet på et meget højt niveau. Det er Thorning-Schmidts held, at hun præsiderer over en folketingsgruppe, som ikke ved, hvordan man vælter hende. De har aldrig set deres forgængere slås. Derfor kommer den første reaktion på det frie fald i opbakningen til S nu fra kommunefolket. De skal til eksamen om et år, og vælgermassakren ligger ligefor, hvis ikke tilslutningen til S atter stiger.
ET ANDET heldigt fænomen er SF's pludselige formandsstrid. Skørt nok er det lille støtteparti ved at begå nøjagtig samme fejl som S, nemlig at vælge en aldeles uerfaren ledelse. Men formandsstriden i SF tager lidt af opmærksomheden fra statsministeren og giver i disse uger statsministeren lidt tid til at skrive en åbningstale, der må og skal sprænge alle rammer for begrebet ' En ny start'. Åbningstalen bliver Thorning-Schmidts sidste reelle chance for et comeback.
Allerede i den kommende weekend skal hun forklare det selvsamme for sine egne til S-familiefesten i Aalborg. En giftig begivenhed. Statsministeren skal ikke tage sig det for nært, at stadig flere mener, at hun selv udgør problemet for S. Sådan vil det altid være, når opbakningen viger. Hun er nødt til at ryste det af sig og fremstå endnu mere aggressiv end tidligere. Slå på forskellen på hendes regering og Løkkes, såfremt han var ved magten. Løkke og hans blok vil næppe begå de store fejl herfra. Thulesen Dahl er ny driftsikker leder af DF. Barfoed er ved at sende de konservative ud af Folketinget og er dermed ubetydelig, og det økonomisk og socialt lidt ekstreme Liberal Alliance appellerer alene til en begrænset gruppe medborgere.
ENDELIG ER DER spørgsmålet om de radikale. Vestager græder tørre tårer over udviklingen i SF. Forlader SF regeringen, er det kun fint. Men såfremt oprøret breder sig til S, vil prisen for ikke alene Thorning-Schmidt, men også for Vestager potentielt eksplodere.Et formandsopgør i S vil lægge regeringen i ruiner. Dermed vil Vestagers projekt ligeledes gå ned. Idet S-vælgernes skuffelse handler om, at de ikke kan genkende ' Fair løsning' i regeringens arbejde, vil de radikale givet være mere indstillet på at give Thorning-Schmidt indrømmelser end på at give dem til Søvndals efterfølger. Thorning-Schmidt er tvunget til at presse på også ad denne vej.
Nicolai Wammen er p. t. regeringens mest populære minister. Mette Frederiksen ligger lidt længere tilbage. Statsministeren ligger næstsidst, foran Søvndal. Worst case scenario vil være, at Thorning-Schmidts regeringsforløb alene bidrager til at uddanne den næste leder og dennes følge. Men mon ikke statsministerens ambitioner rækker længere end som så? Uret tikker, hun har ét år.