Udryddelsen af IS: Bomber på kort sigt – kærlighed på lang

Det sidste først. Som det allerede er sket, er der næppe nogen politiske og militære rådgivere omkring hverken præsident Hollande, præsident Putin eller præsident Obama, som gør sig de fjerneste illusioner om, at Islamisk Stat kan bekæmpes med andet end våben. Det er en krig, som Hollande har sagt det utallige gange siden i fredags.

Som det allerede er sket, er hævnen en væsentlig del af tilbageslagsstrategien. For at sende en klar besked til IS, men også for at staten Frankrig sender et signal til sine medborgere om, at ingen – absolut ingen - uantastet begår en sådan udåd ustraffet. En nødvendighed for at bevare et folks tro på staten. I dag er der møder mellem Hollande, Obama og Putin, og det er ikke ’madpakker og muligheder’ for Islamisk Stat, at de drøfter. Der er torden på vej mod Syrien, voldsom torden.

Herhjemme vil det grusomme terrorangreb få mindst tre konsekvenser.

For det første vil politikerne stå sammen om, at de yderliggående muslimer ikke tolereres. Og muslimernes muligheder for at bruge deres grundlovssikrede rettigheder til ytringsfrihed – som mange af de selvsamme politikere manisk har kæmpet for i en slags ’religionskrig’ siden Muhammedkrisen – vil forventeligt komme under pres.

Mette Frederiksen var ude med en hård kritik af de yderliggående imamers hovedløse opfordringer til de unge muslimer om at gå terrorristernes ærinde. Det vil de fleste kunne forstå. Og Dansk Folkepartis Søren Espersen opfordrede i timerne efter angrebene til, at Vesten nu skal bombe kvinder og børn i Syrien, fordi at IS-krigerne gemmer sig i kvindernes skørter og blandt børnenes legetøj. Den strategi var noget vanskeligere at kapere og blev da også skudt ned af stort set alle andre end Espersen.

Men presset på også de ’almindelige’ muslimer her til lands og i udlandet vil stige, og der vil være bred opbakning hertil politisk. Nettet strammes – for en sikkerheds skyld. Derfor er den modbølge, som normale skattebetalende og hårdtarbejdende muslimer kan levere i form af at tage offentlig afstand fra det hændte i Paris utrolig vigtig, for dem selv, men i sidste ende også for os andre, som i disse dage – i vores sorg og frustration - har svært ved at se en ende på de repressalier, som vi mener at IS-galningene skal udsættes for. Vi har mere end nogensinde brug for klart at kunne skelne mellem IS og alle andre.

For det andet vil terrorangrebet påvirke afstemningen om retsforbeholdet, som vi skal stemme om den 3. december. Problemer er blot, at det er svært at vurdere i hvilken retning. På den ene side taler meget for ikke at tage de mindste risici med hensyn til vores tilknytning til det fælles politisamarbejde, hvilket trækker i retning af et ja. På den anden side vil hele diskussionen om hvorvidt at vi skal have mindre EU (som DF reklamerne siger) eller mere, blive aktualiseret via oplysningerne om, at Belgien, ja selv Tyskland, uforvarende lagde ryg til aktiviteter, der var forbundet med angrebene i Paris. Ligeså vil angsten for at flygtningestrømmene indeholder terrorister stige, hvilket ligeså trækker i retning af øget selvstændighed fra EU, når det gælder beslutninger om hvem der skal ind i Danmark eller ej. Man må forvente at tonen omkring grænsekontrollen bliver skærpet, og vælgerne vil forventeligt være lydhøre herfor.

De verserende forhandlinger om finansloven – for det tredje - bliver i tiden herfra ligeså præget af Paris-angrebene. Politiforliget er lige kommet i kassen. Det blev en del vanskeligere for finansminister Claus Hjort at afvise Dansk folkepartis krav om flere folk til politi/PET. Det samme med grænsekontrollen, men der er det vanskeligere at se hvordan man i praksis skal kunne gennemføre den effektivt. Alle disse ønsker til finanserne, som er indløbet og hævet siden i fredags, er ikke i tråd med mængden af penge, som er til rådighed i årets budget. Med andre ord kan man forvente krav om kompenserende besparelser på andre områder, såfremt at viljen i Struenseeværelset er til at slå et markant ekstra slag imod terrorren.

Der er ingen tvivl om, at Vesten nu må samle sig om opgaven med at få IS ned med nakken. Ingen lande kan gør det alene, dels på grund af almindelig krigstræthed, dels på grund af omkostningerne ved krigsførelsen og endelig fordi at opgaven med at udrydde IS er stor – meget stor. Fanatikerne hos IS har god tid, en åbenlys vilje til at dø, og et menneskesyn der gør dem i stand til at gøre ting ved deres fjender og omgivelser, som intet civiliseret menneske vil kunne.

Den lokumskolde analyse er derfor i dette sekund, at der på kort sigt ikke er andet at gøre end at bekrige IS med en væbnet indsats. Men det er den lette del af arbejdet.

På lang sigt stiller det sig anderledes kompliceret. Formentlig er den eneste måde at stoppe IS på for alvor at udrydde grundlaget for deres rekruttering af nye soldater, ikke mindst fra vores egen del af verden. Og det sker ikke med våben men via (næste)kærlighed. At de uhyggelige ’no future’ ghettoområder leverer masser unge desperate og nedtrykte muslimske mænd til IS, kan desværre ikke undre. Ikke før at disse mennesker - i alle EU landene og lokalt i Mellemøsten – fornemmer, at de udgør en reel del af samfundet (som vi eks. kender det fra USA), og at de omvendt respekterer og forstår værdien af vore demokratiske værdier og rettigheder, vil de vende sig og takke nej tak til galningene i IS.

Dette er den sværeste og langsigtede opgave, som ikke bare kræver ressourcer, integration og en engels tålmodighed, men som nok også kræver, at vi eks. undlader at falde for fristelsen til at mobbe dem med fornærmende tegninger af profeten, blot fordi at vi kan....en uhyggelig tid vi lever i, pas på hinanden Danmark... PEM